Af Helle Nanny Brendstrup
Fra 1910 til 1987 sendte Københavns Kommune hvert år omkring 240 svage og udsatte børn fra Københavns fattige brokvarterer til Kystsanatoriet i Munkerup for at blive fedet op og blæst igennem under månedlange ophold. Baggrunden var et godhjertet forsøg på at forbedre børnenes dårlige helbred og trivsel, der var resultatet af tidens dårlige leveforhold. Behjertede ildsjæle samlede penge ind og byggede to sanatorier på Nordkysten – et i Munkerup og et i Hellebæk.
”Mens Sanatorielivet ved den friske Kyst gengiver Hovedstadsbørnene deres Sundhed og Kræfter, vænner de sig til dette Friluftsliv og lærer at elske deres Lands Natur, saaledes at de også senere i Livet føler sig tiltrukket af Naturens Friskhed og Charme”, lød omtalen i Børnesanatorierne for København og Omegns 50 års Jubilæum, 1940.
Der var også dannelsestænkning bag ildhuen.
Vi græd, men det måtte man naturligvis ikke sådan et sted
I arkivets gemmer findes en beretning om en lille femårig pige, der bliver sendt på sanatorium sammen med sin storesøster i foråret 1937. Søsteren er netop blevet opereret for en kirtel på halsen, og selv er hun bleg og tynd. Familiens læge råder moren til at sende de to piger på et to måneder langt ophold på Kystsanatoriet i Munkerup. I bedste mening og med stor moderlig omsorg. Og vel også sorgfuldt at sende sine småpiger væk så længe! Til rejsen nordpå pakker moren lidt legetøj og malebøger og klæder pigerne i deres fineste puds til rejsen – mørkeblå frakker, alpehuer, samt rumpetasker (taske, red.)”.
Ved ankomsten til sanatoriet bliver alt dette dog taget fra pigerne – ”så vi meget hurtigt kom til at ligne alle de andre piger i enten kadetstribede eller ternede bomuldskjoler samt lange ribbede brune strømper. Legetøjet blev også taget fra os, da der ellers ville blive rift om det i legestuen, så det (legetøjet, red.) gik op på sygeafdelingen. Det var så brat en overgang, at vi græd, men det måtte man naturligvis ikke sådan et sted”. Pigerne var 5 og 6 år.
Af beretningen fremgår det, hvordan der bliver udpeget en ”formand” på hver sovesal, hvor 10-12 børn sov sammen. ”Formanden” skulle sørge for ro, holde høje med sengevæderi og afrapportere ved morgendagens morgenbord. Straffen for forseelser var en skefuld amerikansk olie på stedet! En anden forseelse var at levne. Storesøsteren brød sig ikke om havregrød, og det skete ofte at hun kastede alt op, når hun prøvede at spise op. Straffen var en ny skål havregrød. Imens spadserede de andre piger den daglige tur ad landevejen til en plads med syv flagstænger og tilbage igen. ”Altid uden min søster, hun sad der lige til frokost”. Med den kolde havregrød.
Da søstrene får mæslinger og ligger på samme sygeværelse, kommer forældrene på besøg. ”For mor og far havde påskeæg med og mor havde samlet et helt hæfte med Knold og Tot, samt Bamse og Dukkelise fra ugeblade, men det blev alt sammen efterladt på sygeafdelingen til alle de børn, der aldrig fik gaver eller besøg”. Og det var der åbenbart flere, der aldrig fik. At der var gråd og hjemve er heller ikke så mærkeligt. Men der var også strandture, chokolade, brød og kage. Vipper, gynger og store arealer at lege på. Aflusning afløste bade og gåture, og fokus på god nærende kost var hovedingredienserne i denne ro, renlighed og regelmæssighed. Et ophold i disse omgivelser handlede om børnenes fysiske restituering, ikke deres psykiske tilstand. Som beretningen slutter – ”Vi blev da også hjemsendt som to struttende og sunde piger. Men, man talte vist ikke ret meget om, at man havde været ”sådan” et sted henne!”
Kilder:
Børnesanatorierne for København og Omegns 50 års Jubilæum, 1940, Kystsanatoriet i Munkerup, Kate Ulff-Møller, Folk og minder fra NORDSJÆLLAND, 53 årgang, Julen 1998, Gribskov arkiv.