Af Astrid Lystbæk Andersen
Er det virkelig sandt, at Sankt Helene kilde har helbredende kræfter? Og er der stadig syge, der overnatter på Helenes grav natten til Sankt Hans? I 1886 er 28-årige Henrik Cavling nyansat på den radikale avis Politiken og på jagt efter en god historie. Avisen var dengang spækket med politisk stof, så Cavling var naturligvis lidt kritisk overfor disse overnaturlige, der var i spil til Sankt Hans.
Ifølge folketroen var hekse særligt aktive ved midsommer, men også naturens gode magiske kræfter var på spil. Derfor opsøgte mange helligkilderne, og siden Sankt Helene kilde var den mest populære i Nordsjælland, tog Henrik Cavling hertil den 23. juni 1886. En god dagsrejse med tog og hestevogn, for bilen var endnu ikke opfundet.
Sagnet om Sankt Helene
Kusken kørte Henrik Cavling direkte til kilden. Her blev Cavling mødt af en ældre herre ved navn Jørgen Hansen, der fortalte om Sankt Helene. Der findes mange udlægninger af sagnet om hende. Men de fleste er enige om, at Helene var en svensk kvinde, der blev myrdet på grund af sin kristne tro og kastet i havet. Legemet drev til Tisvilde Strand, hvor munke fandt hende og forsøgte at fragte liget til Tibirke Kirke på en båre. En dyb kløft åbnede sig i den stejle skrænt, og en kilde udsprang lige her, hvor Henrik Cavling og Jørgen Hansen stod og talte sammen.
Længere oppe i landskabet lå graven. Ifølge sagnet blev Helene kørt et lille stykke, men pludselig stoppede hestevognen op. Hestene kunne ikke gå mere. Munkene løftede da båren ned af vognen, og straks sank den ned i jorden. Så det blev til Helenes grav.
Syge kommer til graven
Efter fortællingen listede Henrik Cavling op til graven – ventende i spænding på gæster. Han lagde sig i græsset ved graven og lyttede til vinden, imens solen gik ned i horisonten. Pludselig lød der stemmer i det fjerne. Ud af skumringen nærmede to mænd sig. En ældre mand med krumbøjet ryg kom haltende ved siden af sin yngre søn. Manden var brøndgraver og i embeds medfør havde han brækket både kraveben, ribben, arme og skinneben. Under én af disse ulykker var det ene ben blevet ca. syv centimeter kortere end det andet. Kroppen havde givet op! Nu var helbredende kildevand den eneste mulighed for at slippe af med smerterne.
Flere unge kvinder kom til graven. To af kvinderne virkede meget syge. De sukkede og trak vejret med besvær, imens en tredje kvinde viklede dem ind i medbragte tæpper. Hun hilste pænt på Henrik Cavling med ”Guds Fred” og antog, at han også var lidende. Rimeligvis, mente Cavling. Kvinderne lagde sig ned på graven. ”Saaledes havde de Syge hver St. Hansaften søgt dette sted i over 800 Aar, nøjagtig under samme Former, dog uden Referent,” skrev Henrik Cavling i sin efterfølgende reportage.
Glemmer jeg er journalist
I stedet for at rette spørgsmål til de lidende, forblev han tavs, mere og mere betaget af det naive St. Hansaftenspil, som han kaldte dét, han oplevede denne nat. Tvivlen om kildens helbredende egenskaber forsvandt mere og mere i takt med, at vejrtrækningen hos de syge blev lettere og lettere. Fornuftens stemme var forsvundet fra Cavlings sind. ”Jeg havde glemt, at jeg var Journalist”, skrev han i den artikel, der først blev udgivet i Politiken i 1888 – to år efter rejsen til Tisvilde.
Den personlige oplevelse af at blive mundlam og ikke kunne finde ordene gjorde, at Cavling midt i natten gik fra graven:
”Saa Farvel, sov trygt, I Syge, her ved Jordens store Hjærte, drik dens Kraft og drøm saa godt I kan om Lys og Lykke. Og naar Solen atter stiger frem af Havet, gid I da kan vandre bort herfra foruden Stav og Krykke.”