Af Astrid Lystbæk Andersen
Hvad har en førsteklasses orne og en møller til fælles? Gamle Gribskov har svaret! Møllerens orne havde pligt til at bedække de lokale bønders grisesøer. Denne forpligtigelse sagde kammerråd Lorenzen fra Helsinge sagde ja til, da han købte Unnerup Mølle tæt på Vejby i 1800-tallet. Hver gård i Vejby-Tibirke sogn måtte honorere mølleren med én skæppe havre om året for ornens ydelser.
Møllen flytter til Gribskov
I 1700-tallet var en møller på landet kongelig embedsmand og havde titlen ”Seigneur”. Man skulle have tilladelse af kongen for at drive mølleri, men så havde man også eneret som møller i området. Ejerne af møllerne tilhørte dengang landets finere kredse. Senere overgik møllerne til selveje, og mølleren købte sin egen mølle af staten. Det var en god forretning at være møller. Lorenzen var én af Helsinges rigeste mænd. Udover at være møller var han også købmand, brændevinsbrænder, kromand og holdt "drankerstald" i Helsinge. Efter nogle år købte han yderligere en svensk stubmølle i Hillerød og flyttede den til Unnerup. Nu havde han to møller på samme ejendom og nød det enorme privilegie, det var at have eneret til mølleriet i miles omkreds. Den 1. januar 1862 blev erhvervet som møller givet fri, så alle kunne eje og drive mølleri. Den forudseende Lorenzen havde muligvis set, at der var ændringer på vej, for han nåede at sælge begge møller kort tid før, møllernes privilegier blev ophævet. Derefter skød den ene mølle efter den anden skød op i landskabet omkring Unnerup, og der blev hård konkurrence om at male mel.
Mølleejerens ridderkors
I 1862 købte løjtnant Peter Abrahams Unnerup Mølle. Ligesom sine forgængere havde Abrahams penge på lommen og blev tilmed ridder af Dannebrog efter en heltemodig indsats under krigen i 1864. Fra dansk side havde man sendt Abrahams som ”Parlamentær” (forhandler) over til fjenden for at forhandle om våbenhvile. Historien forlyder, at han fik bind for øjnene og ført ind bag fjendens linjer. Da forhandlingerne var forbi, blev han ført nord på igen, stadig med bindet for øjnene og sluppet fri på en ukendt mark. Først efter flere dagsrejser til fods blev han forenet med sit regiment og sin hest. Det var denne heltegerning, der gjorde ham til ridder. Efter sit eventyr kom han tilbage til Unnerup, hvor mølleriet nu nemt kunne klares med bare én mølle. Den svenske stubmølle blev derfor flyttet til Holløse i 1860’erne, hvor gjorde gavn indtil 1919.
Stubmøllens sidste rejse
Den norske kunstmaler Kristoffer Sinding-Larsen og hans danskfødte hustru købte møllen og flyttede den til Tisvildeveje. Her blev stubmøllen indrettet til sommerresidens. Hele huset kunne drejes på ”stubben”, så beboerne selv kunne bestemme, hvordan huset vendte i forhold til sol og vind. Nederste etage blev indrettet til atelier, og førstesalen var spisestue og soveværelse. Øverst oppe i ”Hatten” boede parrets unge sønner, der havde den mest storslåede udsigt. Om aftenen kunne de se fyrene blinke på Hesseløen, Kullen og Nakkehoved. Så indtraf den skæbnesvangre sommeraften i 1922. Familien var gået ud, og der var ikke spor af lys i møllen. Alt var lukket og slukket, men alligevel gik der ild i møllen, og den brændte ned til grunden. Den gamle stubmølle havde endt sit omskiftelige liv i en alder af 145 år.
Kilde: ”Nordsjællandsk stubmølles saga” af Morten Wiberg I: Jul i Nordsjælland, 1967