Af Pernille Sonne
Sognepræster er jo nogen, der stikker lidt op i de små lokalsamfund. Sådan var det også i 1880’ernes Blistrup. Sognets beboere sendte en delegation i audiens hos selveste kongen for at få den præst, de helst ville have. Sagen var, at den tidligere præst Conrad S. Nygaard havde fået en halssygdom og derfor ikke længere kunne tale. Derfor blev pastor Peder Thomsen udnævnt til ’personel kapellan’ i Blistrup. En personel kapellan var en hjælpepræst, som sognepræsten selv skulle aflønne. Sygdommen tvang Nygaard til at sige op, og så blev det store spørgsmål, hvem der skulle afløse ham. Selv mente Peder Thomsen, at han med sine 35 år (!) var for ung til at få det store præsteembede. Men folk i Blistrup havde en helt anden opfattelse, for Thomsen havde vundet folkets hjerter. Det fortæller hans datter, Christine Nielsen, i Gilleleje Museums årbog fra 1956-57. Man skrev en ”adresse” – et højtideligt brev – og fik folk til at skrive under.
Derefter drog en delegation på tre mand i audiens hos selveste kongen, som dengang var Christian den 9. Her blev de faste roller byttet totalt om: ”Efter at have fået alles underskrift på en adresse rejste tre mænd til København og fik audiens hos Christian den 9, der tog venligt imod dem. Niels Pedersen, der var ordfører, fordi han var godt skåret for tungebånd, blev imidlertid så bevæget ved at stå over for sin konge, at han tabte mælet. Og den mest stilfærdige af dem, N. Nielsen, måtte forklare grunden til deres besøg,” fortæller Christine og fortsætter: ”Kongen lovede at gøre, hvad han kunne, men henviste dem i øvrigt til kirkeministeren, Scavenius. Kongen underholdt sig lidt med dem og spurgte dem om deres landbrug. Det blev den største oplevelse i deres liv.”
Jubilæums-hyldest
Peder Thomsen blev indsat som præst 10. marts 1881 og flyttede ind i den store præstegård sammen med sin hustru Christine Andrea, der oprindeligt kom fra Bergen, og deres datter Christine. Pastor Peder Thomsens 25 års jubilæum i 1906 blev fejret behørigt, og i Gribskov Arkiv kan man finde en af sangene fra festen. Det er en hyldest, som er underskrevet ”Venner i sognet”, hvor besøget hos kongen også er nævnt:
”Vor bøn til Kongen aldrig vi fortrød, og stor var glæden dengang svaret lød: Gid I nu må til præst just få den mand som højt I alle skatte”.
Mindesten
Pastor Thomsen døde pludseligt den 19. oktober 1912. Omkring 500 mennesker deltog i begravelsen, og sognets folk deltog i rejsningen af en mindesten over ham på Blistrup kirkegård, fortæller Christine. Senere fik den populære pastor også opkaldt en vej efter sig, nemlig vejen mellem Helsingevej og By-Lyngen i Blistrup. Hvorfor præsten og hans familie blev så populære, har Christine et bud på: ”Fader faldt på grund af sit friske humør hurtigt til i befolkningen, også fordi han selv var fra landet og af småkårsfamilie. Min mor, der var køn og frejdig, gæstfri og godgørende, var ham til stor hjælp og fulgte ham f.eks. til hjemmealtergang hos syge og gamle og sang salmerne for dem. ”