Af Astrid Lystbæk Andersen
Mange forbinder skolen i gamle dage med udenadslære, tavle-undervisning og måske en skammekrog. Det er dog langt fra hele historien. Gamle elever, der gik i skole i 1920’erne, husker deres skolegang i Vejby Skole for ganske andre ting. Med Hr. Brøns bag katederet blev den strenge disciplin til tider skiftet ud med kreative opdragelsesmetoder, sang og oplæsning fra store klassikere som Henrik Ibsens ”Terje Vigen”. Brøns elskede at læse højt for eleverne. Jævnligt måtte han dog afbryde oplæsningen for at tørre en tåre væk fra øjenkrogen.
Landsbyskolen i Vejby
Helt op i 1940’erne var børnene i mange byskoler delt i drenge- og pigeklasser, men i de små landsbyskoler var dette ikke muligt. I Vejby Skole sad drengene ved vinduet og pigerne i kakkelovnssiden. Midterrækken var blandet, dog aldrig dreng og pige ved samme bord. Mødte man i skole med træsko, som mange gjorde, skulle man have skiftesko med til indendørs brug. Brøns underviste de store børn i 3. og 4. klasse, som gik i skole hver anden dag. Resten af tiden var der brug for deres arbejdskraft hjemme hos familien på gården.
Huen af, når man hilser
Christian Hansen var elev hos lærer Brøns i 1925-26 og husker, hvordan Brøns lærte ham og hans kammerater at hilse pænt til folk på gaden. De fire drenge fra Ørby havde en morgen mødt Hr. Brøns på vej til skole uden at hilse. Det måtte man ikke! Efter at have bedt fadervor og sunget morgensalme, som de gjorde hver morgen, blev drengene bedt om at hente deres huer og stille sig op i en række henne ved vinduet. Brøns satte sig ved katederet. Christian Hansen fortæller i sine erindringer, hvordan de blev bedt om at gå tværs over skolestuen og tilbage igen nogle gange i træk. Hver gang de kom forbi Hr. Brøns, skulle de sige Godmorgen og løfte huen af hovedet – til skue for deres kammerater, der fniste lystigt af de ”uopdragne” drenge. Fra den dag hilste Christian Hansen altid på andre, han mødte på sin vej.
Straffen er at flytte brænde
En anden historie, som Christian Hansen husker, var dengang en kammerat spændte ben for ham, og han kom til at råbe: ”Av for fanden!”. Brøns kaldte ham ind i sin have: ”Jeg fik sådan en øretæve, at jeg faldt omkuld. Jeg var oppe i en fart, men der vankede en til, og jeg måtte bide i græsset en gang til. Nu mente jeg, at det var overstået, men det var det bare ikke,” fortæller Christian. Brøns pegede i stedet på en stor brændestak ude i gården, og bad Christian om at flytte det ind i huset. Det var straffen for at komme til at bande.
Et sjippetov om benet
En anden tidligere elev fortæller om gymnastiktimerne, der i 1920’erne udelukkende var for drenge. Pigerne havde håndarbejde hos lærerinden imens. Hr. Brøns havde ikke selv været soldat, men ikke desto mindre blev timerne brugt til at øve nogle af de færdigheder, drengene skulle bruge i det kommende soldaterliv. Blandt andet var det vigtigt at lære at gå i takt, som bestemt ikke var lige let for alle. Når det holdt rigtig hårdt med at huske det rigtige ben, kunne Hr. Brøns finde på at binde et sjippetov til det ”taktløse” ben og med et lille hiv i tovet vise, hvornår den fod skulle frem.
Vejby-børn i realskolen
Selvom fagene var få og emnerne begrænset i landsbyskolen, så havde de fleste børn i Vejby et godt tag i at læse, skrive og regne, og de havde en stor paratviden. Brøns’ fortællinger var så levende, at mange spændende historier nåede at fæstne sig til barnehjernen. Flere og flere børn fra Vejby fortsatte også i realskole, for det viste sig, at de med lethed klarede sig i konkurrencen med by-børnene, der ellers havde gået i skole hver dag i alle årene. Det var Brøns’ fortjeneste.
Kilde: Vejby Skole 75 år (1912-1987), jubilæumsskrift, 1987