Hvad slog ”Flodbio” ihjel?

Esrum Biograf lukkede og blev revet ned i 1979. Men var det landbrugets skyld?

Af Inger Hørup Slot

”Video killed the radio star” (video slog radiostjernen ihjel), synger man i en gammel popsang. Men hvad var det, der gjorde det af med Esrum Biograf, som lukkede i 1978 og blev revet ned året efter? Dét store spørgsmål lader vi lige stå et øjeblik, mens vi kaster et blik på biografens historie. Den blev bygget i 1925 på Esrum Hovedgade 4 af Marie og Ludvig Petersen. De fik ideen til biografen, fordi der var for langt til biograferne i Gilleleje og Græsted. Med tiden døbte byens unge den ”Flodbio” på grund af placeringen lige ned til Esrum Å.

Flodbio havde stor betydning for Esrums kulturelle liv, kan man læse i gamle avisudklip, der ligger i Gribskov Arkiv. En enkelt gang måtte man aflyse en forestilling, fordi operatøren lå syg og den indkaldte vikar ikke kunne hitte ud af at vise filmen. Det resulterede i, at en farmaceut Stricker stillede hjemme hos operatøren og sagde: ”Hvordan kan du tillade dig at ligge her og sætte hele Esrums forlystelsesliv i stå?” 

Lille bio, stort ansvar
Biografen hørte til de mindste i det daværende Frederiksborg Amt. Men der lå alligevel et stort ansvar på operatørens skuldre. I en bevilling udstedt til biografens sidste ejer, Knud Helge Jacobsen, står der nemlig at: ”Bevillingshaveren bærer ansvaret for, at biografen drives på forsvarlig måde og er tidssvarende indrettet. Ved valg af film skal der drages omsorg for, at kulturelt og kunstnerisk værdifulde film forevises.” ”Kulturelt og kunstnerisk værdifulde film” var ikke lige dét, der faldt i folkets smag. For når der blev vist store udenlandske film af høj kvalitet, kom der kun otte-ti mennesker til forestillingerne. Nej, de store publikumsmagneter var lystspil med ”Fy og Bi” og Morten Korch-film. Helt i tråd med dét var den sidste film i Flodbio ”Piger til søs”.

Hvad var dødsårsagen så?
I 1978 stod det klart, at Flodbio måtte lukke. Det var der flere årsager til: Det blev dyrere at leje film, og så var der dét med landbruget. For i takt med at maskinerne erobrede landbruget, var der ikke længere så mange unge mennesker på gårdene i og omkring Esrum. Dét kunne tydeligt ses på antal hoveder i biografen. Stigende udgifter og faldende indtægter tvang derfor lukningen igennem.

FAKTA:
I gamle Gribskov var der biografer i både Græsted, Helsinge, Esrum, Gilleleje og Tisvilde, og at dømme ud fra den spalteplads, biograferne fik i de gamle aviser, havde de en enormt stor betydning for det kulturelle liv i landsbyerne. Med jævne mellemrum kommer der derfor et lille rids af biografernes historie.

”Flodbio” blev bygget i 1925 af Ludvig Petersen på Esrum Hovedgade 4. Billedet her er fra 1930.
”Flodbio” blev bygget i 1925 af Ludvig Petersen på Esrum Hovedgade 4. Billedet her er fra 1930.
Her er billetsalget fotograferet i 1978.
Her er billetsalget fotograferet i 1978.
Stolerækkerne og lærredet for enden. Der var 140 pladser, og biografen blev varmet op med kakkelovn.
Stolerækkerne og lærredet for enden. Der var 140 pladser, og biografen blev varmet op med kakkelovn.
Biografen set udefra – Esrum Å løber til højre for bygningen og gav derfor biografen kælenavnet ”Flodbio”. Trappen fører op til operatørrummet.
Biografen set udefra – Esrum Å løber til højre for bygningen og gav derfor biografen kælenavnet ”Flodbio”. Trappen fører op til operatørrummet.