Af Astrid Lystbæk Andersen
”Ret ryggen. Sid stille. Ikke tale med sidemanden. Skriv efter mig!” – Forestillingerne om skolen i gamle dage er mange, men hvordan var det mon at gå på Græsted Skole for 100 år siden? Vi gik i arkivet for at lede efter svar.
Et sært sammentræf
Blandt årgange af skolebladet ”Græshoppen” og gamle klassebilleder, faldt vi over Johannes Andersens erindringer. Johannes er født den 13. oktober 1922 – samme dag som Græsted fik en ny skole. Og da faderen Ejnar viste sig at være et kendt ansigt i billedarkivet, var det oplagt for os at fortælle Græsted Skoles historie gennem Johannes’ briller.
Ejnar Andersen var nemlig lærer på Græsted Skole fra 1924-1941, så lille Johannes voksede op i en embedsbolig på 1. salen over skolens spritnye gymnastiksal – med udsigt til skolegården og lyden af lærernes trillefløjter, der piftede i kor, når frikvarteret var ovre.
To og to i række og geled
Når første time skulle begynde, stillede Ejnar sig op på trappen sammen med de andre lærere. To og to i række og geled stillede eleverne sig pænt op – opdelt efter klassetrin. Et fornyet pift fra lærerne og den ældste klasse løb ind, så den næstældste osv. Det samme gentog sig næste frikvarter. Mange år senere blev lærernes fløjter afløst af en klokke.
Ingen unoder i timerne
I klasselokalerne satte eleverne sig stille ved pultene, der var tomandsborde med skrå skriveflade, blækhus og en rille til skriveredskaber. Dertil hørte en fast bænk.
Så fulgte navneopråb, hvor eleverne blev ført til protokols. I Johannes’ klasse var de 40 elever i 1929 – heraf tre lærerbørn og en præstesøn. Det havde den uheldige virkning for børnene, at fædrene altid vidste, hvad deres unger rendte rundt og lavede af gale streger og unoder. Udover at være lærer på Græsted Skole, var Johannes’ far også kordegn i kirken. Så det var helt umuligt at lave narrestreger, uden hele byen vidste det.
Fagene dengang var læsning, skrivning, regning og bibelhistorie samt gymnastik, selvom det i Johannes’ øjne aldrig blev til mere end ”arme stræk, arme bøj” og ”små lette hop på stedet”.
Fedtemad med knappenåle
I 10-frikvarteret fik Johannes ikke lov til at spise madpakke sammen med de andre børn. I stedet traskede han op ad trapperne i skolens Nordfløj og hjem til mors kødgryder. Marie Andersen var hjemmegående, og Johannes havde fast plads på høkassen ved siden af komfuret. Ofte stod menuen på ”fedtemad med knappenåle”, der var rugbrød med afsmeltet fedt og groft salt.
I det store frikvarter kl. 12 stod menuen på varm mad, der var dagens kulinariske højdepunkt. Marie lavede altid en solid grød til forret, gerne efterfulgt af frikadeller, brun sovs og kartofler. Grøntsager fik familien også mange af. Alle lærere havde hver sin køkkenhave bag skolen. Værdien af haven blev trukket fra lærernes pengeløn, så haven var altså en del af lønnen.
Da Johannes blev lidt ældre fik han allernådigst lov til at få madpakke med til 10-frikvartet, så han kunne spise sammen med sine kammerater. Han husker dog engang, hvor fedtemadderne var blevet udskiftet med tomatskiver - til stor morskab for de andre, der grinede og sagde: ”Johannes spiser græs. Johannes er en kanin.”
Ni klassetrin i stedet for syv
Efter ni gode år på Græsted Skole tog Johannes sin præliminæreksamen, der var datidens afgangseksamen. Derefter fulgte gymnasietiden og Johannes uddannede sig senere til læge. Selvom undervisningspligten kun var syv år i 1930’erne, havde Græsted Skole indført to frivillige klassetrin, så det var muligt at gennemføre ni klassetrin på skolen. Det kom mange elever til gode, der ligesom Johannes fik sig en god uddannelse efter den almindelige skolegang.