Af Astrid Lystbæk Andersen
Solen var lige stået op, da Jørgen og Carl hoppede ud af vinduet i det lejede hus i Tisvildeleje. Året var 1910, og forældrene sov stadig. Som landliggerbørn ville de ikke vige tilbage fra de lokale fiskerdrenge, så Jørgen og Carl spænede på bare fødder i retning mod Helene Kilde. Side om side med de lokale drenge ledte de efter rav eller mærkelige sten med hul i, der i nattens løb var skyllet op på stranden. Det var den rene skattejagt for de to drenge fra Gl. Kongevej på Frederiksberg.
Rigtige levende sild!
Jørgen Cold (f. 1899) og familien var landliggere i Tisvildeleje i 1910’erne, hvor de i otte uger hver sommer lejede sig ind i huset hos fisker og bådebygger Niels Pedersen. Niels var en driftig herre og kendt for at gå til København med trillebør for at sælge fisk. Dengang var det almindeligt at gå den lange vej til fods.
Jørgen var meget fascineret af erhvervsfiskernes arbejde og nød at hjælpe til og høre de mange historier fra livet på havet. Af og til kom Jørgen endda med fiskerne på arbejde: ”Det var en vældig oplevelse at se de fisk, der kom op med nettet. Det er som bekendt kun få københavnere, der har set levende sild. Men det har jeg!”, beskriver Jørgen i sine erindringer fra 1978.
Skrå mod søsyge
Det eneste problem med de spændende fisketure var søsygen. Det var nærmere reglen end undtagelsen, at Jørgen vendte søsyg hjem og måtte ligge i en liggestol et par timer for at sunde sig. Én gang var søsygen så slem, at Niels Pedersen gav Jørgen et lille stykke skrå at tygge på. Det skulle hjælpe mod kvalmen, mente den erfarne fisker. Men det modsatte skete: ”Jeg tror aldrig, at jeg har været så syg, og det meste af dagen gik med at komme til hægterne igen”. Det var alligevel ikke nok til at skræmme Jørgen væk, for oplevelsen med at plukke de sprællevende fisk ud af nettet var for stor.
Krabber i nettet
Fangsten blev solgt til Gudmandsens fiskehandel, der lå på hjørnet, hvor Hovedgaden og vejen op mod stejlepladsen deler sig. Kasser, fisk og net blev læsset på en hjulbør og kørt op til fiskehandleren og videre til stejlepladsen. Når Jørgen ikke havde været med ude på det store hav, så hjalp han fiskerne med at hænge de våde fiskenet op og rense dem for tang og krabber. Fiskerne lod krabberne sidde i nettet for ikke at ødelægge det, når fangsten blev hevet indenbords. Jørgen rev rygskjoldet af krabberne for at få dem fri af netmaskerne. Det var lidt ubarmhjertigt, men som Jørgen fortæller, så ville ingen finde på at tage krabberne med til søs igen.
I tværstribet badedragt
Når fiskenettene var renset, sov fiskerne til middag. Jørgen havde derfor tid til at tage en dukkert i havet med familien: ”Jeg var dengang ikke særlig begejstret for at gå i vandet med mere end fødderne, men man skulle i havet og dukke sig helt ned hver dag, enten det stormede eller regnede. Det er det, vi betaler for, sagde fader, og der hjalp ingen kære mor”, fortæller Jørgen om badeoplevelsen.
Badeturen foregik fra et af de stribede badehuse, hvor familien klædte om til de sorte eller tværstribede badedragter med ærmer og korte ben. Omklædningen i badehuset var ret unødvendigt, mente Jørgen. Deres hus lå jo i første række få meter fra stranden, så det havde været nemmere bare at skifte tøj der. Men på dette tidspunkt var det uanstændigt at gå rundt på stranden i badetøj. Og da badekåben endnu ikke var blevet moderne, så var badehuse en absolut nødvendighed.
Dagens sidste job
Efter badeturen vendte Jørgen tilbage til stejlepladsen, for arbejdet var ikke slut endnu. Fiskenettene var nu så tørre, at de forsigtigt blev taget ned og kørt hjem. Det sidste job var at bøde garnet, det vil sige at reparere de netmasker, der var gået i stykker. Niels Pedersen satte sig på en trækasse og kiggede nettet efter for sprængte netmasker. Med en særpræget filérnål blev nettet hurtigt bødet. Jørgen og Carl hjalp med at erstatte og fastgøre de korkflåder, der holdte nettets overkant oppe, og ikke mindst med at finde aflange, glatte sten på stranden, som skulle holde nettets underkant nede under vandet. Med uhyre præcision blev nettet foldet sammen – parat til let og elegant at blive sat ud i havet igen.
Kilde: Vejby-Tibirke Selskabets årbog, 1978-79