Arkivet har ikke et billede fra køkkenet hos Præsten i Vejby, så vi brugte i stedet et billede fra køkkenet på Blistrup Præstegård, der er taget i 1920’erne.

I Danmark blev brændekomfuret meget udbredt i løbet af 1800-tallet. Et typisk brændekomfur havde en jernplade med huller til gryder og pander eller en tekande, som på billedet. Ofte havde komfuret også en ovn.  

I Vejby, hvor missionen fører dig hen, hed præsten i 1920 Poul Iver Degenkolv. I Gribskov Arkivs billedsamling findes der faktisk et billede af Degenkolv, der besøger Pastor Thomsen på Blistrup Præstegård.

På billedet ses sildefiskeri ud for Gilleleje.

Fiskeriet var dengang en vigtig del af lokalsamfundets økonomi. Siden 1500-tallet, hvor silden trak nordpå fra Øresund, har silden været en vigtig fangst for fiskerne i Gilleleje. I perioder har silden endda være den primære fangst, fx i 1878 hvor der i en skildring af fiskeriet i Gilleleje skrives, at af byens i alt 124 fiskere beskæftigede 116 sig med sildefiskeri om efteråret.

Skærød Andelsmejeri (Skærød Mejeri) begyndte sin virksomhed den 8. januar 1891. 

Billedet er taget i 1916, og vognene er pyntede med gran og Dannebrogsflag på grund af Mejeriets 25 års jubilæum. Selve mejeriet er bygningen til højre. I baggrunden er skorstenen med fyrrummet og lager (muligvis brugt til ostelager).

Brændehugning ved Skovvej, Mårum, ca. 1920

Selvom de første elektriske komfurer blev opfundet i slutningen af 1800-tallet, var de stadig sjældne i 1920’erne. I byerne havde nogle huse gaskomfurer, men på landet havde næsten alle huse brændekomfur, og med det var brændehugning en stor del af det daglige arbejde.

Billedet viser Maren Hansen med familien på Tjørnemosegård i Ramløse, ca. 1910-20.

Arkivet har en del ældre kogebøger i samlingen. Og opskriften du muligvis kunne få fra Maren, kunne være den lokale egnsret “Flækkesild”, som stammer fra Gilleleje.

Silden flækkes i ryggen og indmad fjernes. Den gnides med salt på både inder- og ydersiden, hvorefter den skal hvile i 8 timer, inden den trækkes på tråd gennem øjnene. Så hænges den tørt og luftigt i mindst 24 timer, hvorefter hoved og hale fjernes, og silden steges på panden.

Billedet viser Unnerup mølle som den så ud i 1920.

Unnerup mølle har en lang og spændende historie, som du kan læse her: Den berejste mølle 

I 1919 købte den norske kunstmaler Kristoffer Sinding-Larsen og hans danskfødte hustru Unnerup Mølle, og flyttede den senere til Tisvildeveje. Her blev stubmøllen indrettet til sommerresidens. Hele huset kunne drejes på ”stubben”, så beboerne selv kunne bestemme, hvordan huset vendte i forhold til sol og vind.

Nederste etage blev indrettet til atelier, og førstesalen var spisestue og soveværelse. Øverst oppe i ”Hatten” boede parrets unge sønner, der havde den mest storslåede udsigt. Om aftenen kunne de se fyrene blinke på Hesseløen, Kullen og Nakkehoved. Så indtraf den skæbnesvangre sommeraften i 1922. Familien var gået ud, og der var ikke spor af lys i møllen. Alt var lukket og slukket, men alligevel gik der ild i møllen, og den brændte ned til grunden.