Af Astrid Lystbæk Andersen
Året er 1938, og det store ur på perronen viser 7.50. Der er trængsel på Københavns Hovedbanegård med parasoller, barnevogne og tunge kufferter flyvende gennem luften. Pludselig lyder fløjten, og det særlige badetog sætter i bevægelse. Ankomst ca. 9.50 med fuld adgang til smukke strande og flotte natur. Dengang nød det arbejdende folk godt af tilbuddet om billige badebilletter om søndagen, som var den eneste fridag. For nogle var det bare et problem, at Gribskovbanen kun hver anden søndag kørte til Gilleleje og hver anden til Tisvildeleje. De skiftende destinationer skabte røre dengang i 1938.
Tisvildeleje eller Gilleleje?
Arbejderklassen ville til stranden, så hvorfor skulle toget køre til Gilleleje, når de bedste badestrande lå i Tisvildeleje? Det spørgsmål optog fru With-Jensen fra Hillerød. Hun indsatte et læserbrev i både Frederiksborg Amts Avis og Isefjordsposten, hvor hun skrev:
”Det eneste Motiv for overhovedet at sende dette Tog til Gilleleje maa netop være at tage Hensyn til Gilleleje, da der vist ikke kan herske nogen som helst Tvivl om, at Tisvildeleje i saa langt, langt højere Grad tilfredsstiller Ønskerne hos Badetogets Publikum end Gilleleje. (…) VI vil til Statens frie, aabne Strand i Tisvildeleje, hvor Pladsen er saa stor, at ingen behøver at føle sig tilsidesat - hvis Gribskovbanen altsaa blot vil køre os dertil.”
I 1930’erne var de gode strande i Gilleleje i privat eje, hvorimod Tisvildelejes badestrande var offentligt tilgængelige. Dette ændrede sig, i takt med at Selskabet Gilleleje Strandbakker fra 1919 langsomt købte strandene i Gilleleje fri - til glæde for de strandhungrende badegæster.
De propfulde badetog
Gribskovbanen svarede på læserbrevet, at de var glade for de mange søndagsgæster, men det var også med blandede følelser, at banen tog imod de mange billigrejsende. De særlige og billige morgen- og aftenafgange til Tisvildeleje eller Gilleleje var så propfulde med badegæster, at mange kunne komme gratis afsted, fordi personalet ikke kunne komme igennem toget. For slet ikke at tale om problemerne med rejsegodset!
Rejsegods på langfart
Én af Gribskovbanens store udfordringer om søndagen var nemlig det omfangsrige rejsegods, passagerer havde med sig. De mange kufferter, tasker, barnevogne og cykler gav personalet ekstra arbejde, og toget kørte først, når alt var pakket. Dertil kom larmen ved endestationen, når godset skulle finde sin retmæssige ejer. Passagerne var heller ikke sene til at søge erstatning, når deres kufferter var blevet mast flade, cyklen bøjet eller barnevognen havde mistet et hjul. Det værste var dog, når rejsegodset ikke var kommet med det rigtige tog. Gods til Ørby endte af og til i Øsby ved Haderslev. Eller personalet stod med ekstra kufferter i Vejby, hvis ejere stod fortvivlet og ventede på deres ting i Vejbyvad nær Skive.
Trafikprop på vejene
De billige badetog fortsatte indtil slutningen af 1950’erne, hvor den kollektive weekendtrafik gradvist svandt ind. Familier flyttede til forstæderne, og flere fik egen bil. Den kollektive ferieglæde i badetogene – fyldt med legende børn, hunde, madkurve, poser og tasker – var ikke længere ”moderne”.
Med bilen fulgte mere frihed for den enkelte familie. Ironisk nok gav friheden i udflugtstrafikken sig udtryk i kilometerlange bilkøer fyldt med familier, hvis eneste fællesskab var den kollektive frustration over manglen på en motorvej lige til stranden.
Kilde: Frederiksborg Amts Avis, 13. august 1938