Vi mødte troligt op med tornyster (skoletaske), der indeholdt en tavle, en tavleklud, der hang i en snor fra tavlen, en griffel og en læsebog, der indeholdt store tydelige bogstaver. Selvfølgelig måtte også jeg have et tornyster, selv om det faktisk var ret overflødigt. Derimod fik jeg desværre ikke lov til at få madpakke med til 10-frikvarteret. Jeg måtte pænt møde op hos Mor i køkkenet og sidde på min faste plads på høkassen ved siden af komfuret mens jeg spiste min mellemmad. Ofte stod det på fedtemad med knappenåle (rugbrød med afsmeltet fedt og groft salt).
I første time blev vi omhyggeligt anbragt på skolens nye fine skoleborde. Det var tomandsborde med skrå skriveflade med blækhus og en rille til skriveredskaber. Dertil hørte en fast bænk. Tidligere havde eleverne siddet i rad og række på faste bænke med faste smalle bordflader. Sådanne skoleborde fulgte os helt op til ældste klasse, hvor vi omsider fik individuelle borde med løse stole.
Så fulgte navneopråb, hvor vi blev ført til protokols. Vi var 40 elever i første klasse. Hvordan de arme lærere holdt orden på sådan en flok, forstår jeg ikke. Gad vide hvad senere tiders lærere ville have sagt til det. Og så var der tre lærerbørn og en præstesøn i klassen. Det havde den uheldige virkning, at vore fædre altid vidste besked med alle vore unoder og gale streger.
Fagene var læsning, skrivning, regning og bibelhistorie. Lidt gymnastik blev der også tid til. Det blev nu aldrig til mere end lidt arme stræk, arme bøj og små lette hop på stedet. Regning var nok det letteste. Når man er vokset op i et hjem, hvor hverdagen styres af ur og skoleklokke, opfatter man hurtigt, hvordan urviserne står når klokken er halvgangen 10 (9.30). Og så er der ikke langt til at læse tallene. 1. klasse gik i skole 3 timer a 45 minutter om eftermiddagen. 2. klasse havde 3 timer om formiddagen. Undervisningen blev i disse klasser varetaget af Frk. Christiansen.
Med 3. klasse begyndte skolen at blive mere virkeligt forskellig fra hverdagen. For det første optrådte nu det lede fænomen lektier. For det andet fik vi en rigtig læsebog og en rigtig regnebog. Det betød ikke mindst, at vi nu blev i stand til på egen hånd at læse alle de dejlige historier om sørøvere, mohikanere og andre indianerstammer, nybyggere og opdagelsesrejsende. Så vores lege blev betydeligt mere indholdsrige.
I mange år blev skolens disciplin dirigeret med lærernes trillefløjter. Når første time skulle begynde, stillede samtlige lærere sig op på trappen og piftede i kor. Så stillede alle eleverne sig pænt op, to og to i række og geled, hver klasse for sig. Et fornyet pift, så løb ældste klasse til klasseværelset, så næste osv. Det samme gentog sig efter hvert frikvarter. Senere blev lærernes fløjter afløst af en klokke.