Af Astrid Lystbæk Andersen
Det nye århundrede er lige begyndt. Sneen daler ned i januar 1900. I løbet af en enkelt nat er der faldet 20 cm sne. Den ligger som en tung dyne på Græsteds marker, hustage og veje. Ud fra huse og gårde strømmer teenagedrenge og unge mænd – iklædt tykke uldklæder med brede skovle i hænderne. De går straks i gang. I taktfast tempo skovler de sig frem. De raske ’snekastere’ stopper først, når hoveddøren og byens veje er ryddet. Men for de særligt udvalgte venter mange timers arbejde. En række mænd er nemlig noteret på den kommunale snekastningsliste og er blevet pålagt at rydde alle offentlige veje i sognet. En stor opgave når alt foregår med håndkraft.
I dag har Gribskov Kommune ansvar for snerydning af stort set alle veje, torve og offentlige pladser. Men i det gamle Gribskov var det anderledes. I arkivets nyligt maskinlæste sognerådsprotokoller følger vi derfor en lokal historie fra dengang snerydning hed snekastning, og sognet var inddelt i snekredse med hver sin snefoged.
Snekaster uden løn
Snefogeden fik en lille skilling for at sørge for, at vejene blev ryddet om vinteren. Selv var han fritaget for det fysiske arbejde. Én af hans vigtigste opgaver var derimod at indkalde et mandskab, der blev skrevet op på en snekastningsliste og godkendt af sognerådet. I år 1900 var jobbet som snekaster stadig ulønnet i Græsted-Maarum sogn. Snekastning var en del af den skat, man skulle betale til kommunen og en ’sur’ pligt på lige fod med ejendomsskatten.
Ny snefoged bliver valgt
Det var et prestigefyldt job at være snefoged. Modsat mange andre stillinger kunne man ikke ansøge om at blive snefoged. Man blev udpeget til jobbet. I Græsted Bys 3. kreds var købmand Lars Sørensen den heldige, der kunne føje snefoged til sit CV i oktober 1900. Den foregående vinter havde været temmelig hård, så det var ikke nogen lille opgave. Men på den anden side var vinteren lunefuld – sneen kunne jo udeblive.
I alt skulle Græsted-Maarum Sogneråd finde 21 nye snefogeder, der fik ansvaret for en treårig periode. Lars Sørensen blev valgt, fordi han både var arbejdsom og troværdig. Han kom til egnen som ”uldjyde”, med intet andet end en bylt på nakken. En uldjyde var én, der havde tjent penge på uldtøj. I løbet af få år havde han startet en stor og indbringende tøjforretning på Græsted Hovedgade 4. Det gav genklang i det lille lokalsamfund.
Andelsbageriet siger nej
Lars Sørensen gik i gang med udpegningen af snekastere, men stødte hurtigt på et problem. Det nyåbnede andelsbageri på Græsted Hovedgade 23 ville ikke stille med en mand. I stedet ønskede bageriet, at snefogeden lejede folk til opgaven. Et uhyrligt ønske i Sognerådets ører, der besluttede at skrive til bageriets bestyrelse. Pligten frem for alt!
Mangler ekstra hænder
Mulige forklaringer på bageriets tøven var, at den nye andelsvirksomhed havde meget at se til med skiftende personale. Fr. Meyer stod for bageriets daglige ledelse, og med sig havde hun to bagersvende. De må have arbejdet næsten i døgndrift, siden bageriet kunne sælge 30.964 brød i år 1900. Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at bageriet i første omgang ikke kunne finde ekstra hænder til at deltage i den kommunale snekastning.
Alligevel havde sognerådet ikke den store forståelse for andelsbageriets situation. Så måtte man hyre flere folk, var sognerøddernes mening. Og uden ryddede veje kunne bageriet jo alligevel ikke køre ud med brød til andelshaverne.
Vi overgiver os
På bageriets vegne skrev bestyrelsens kasserer Peder Olsen derfor tilbage. De ville: ”…forsøge at skaffe de nødvendige Mand til Arbejdets Udførelse, og da meddele det til Snefogden, men skulle det ikke ske maa Bageriet finde sig i at Sogneraadet lader Arbejdet udføre paa dettes Regning.
Det vil altså sige, at Græsted Andelsbageri tog ansvaret på sig og ville betale en eventuel regning, hvis snefogeden måtte leje folk i deres fravær. Og så skulle man tro, at sagen var afgjort. Men på det ekstraordinære sognerådsmøde den 18. december skrev sognerødderne tilbage:
”…Sogneraadet maa fastholde Bageriets Pligt at opgive af hvem i Snekastningskredsen Bageriets Snekastning vil blive udført, maa man atter forlange at der paavises Mænd i Kredsen af hvem Arbejdet vil blive udført”.
Ingen sne at kaste
Her slutter sagen i protokollerne. Det tyder på, at Andelsbageriet blev nødt til at udpege en eller flere snekastere. I takt med tilstrømningen af nye andelshavere i 00’erne fik Andelsbageriet også flere medarbejdere. Og så skal det nævnes, at Danmark først havde sin næste strenge snevinter i 1906-07. Så de omtalte snekastere fra listen i december 1900 fik aldrig lov til at prøve kræfter med store snedriver.
Kilde:
Sognerådsprotokoller fra Græsted-Maarum Sogneråd, 1896-1900
50-års jubilæumsskrivelse for Græsted Andelsbageri og Mølle, 1949