Af Astrid Lystbæk Andersen
”Det er et helvede – rent ud et helvede”, indleder lejrchef Kjeld Jacobsen sit interview til Dagbladet Information den 29. juli 1954. Bladet er på besøg i Gribskovlejren, der ligger på Gantekrogsvej 9, sydøst for Mårum, for at dække én af de største uroligheder i lejrens historie. En kamp om magten.
I et levende billedsprog beskriver dagbladet, hvordan Jacobsen trækker vejret hastigt og ruller en cigar mellem læberne – uafbrudt fra den ene mundvig til den anden, mens han fortsætter: ”den daglige forfølgelse fra visse nægteres side, baade af mig, min kone og mine børn. Væk eller dø, kan de skrive paa opslag i lejren. Naar jeg forlader den (lejren), kan en mand komme efter mig paa motorcykle for at udspionere mig. Selv min dreng på 5 aar forsøger de at skræmme og udfritte.” Tilsyneladende er lejrchefen et dirrende nervebundt, konstaterer Dagbladet i artiklen.
Militærnægtere i Gribskov
I 1918 åbnede Gribskovlejren som Danmarks første militærnægterlejr med plads til 14 nægtere. Her aftjente unge mænd deres civile værnepligt i op til 22 måneder ved skovarbejde. Arbejdet måtte ikke konkurrere med almindelige jobs i det gamle Gribskov, så nægterne blev sat til at rive blade på skovvejene eller grave grøfter. I årtier klagede nægterne over arbejdet, fordi de syntes, at det var meningsløst. Var det ikke straf nok, at tjenestetiden var op til seks måneder længere end den militære værnepligt? Og hvorfor kunne de ikke blive sat til at lave udgravninger for Nationalmuseet eller blive udsendt til hjælpearbejde i lande med naturkatastrofer i stedet?
I starten af 1950’erne var der ikke udsigt til forandring, så nægterne forsøgte at hygge sig i lejren og få det bedste ud af opholdet. Måske var det netop derfor, aftenunderholdningen og kulturprogrammet var så vigtigt for nægterne.
Hvem var Kjeld Jacobsen?
Kjeld Jacobsen kom til Gribskovlejren i november 1953 – også med idealistiske drømme. Han var socialdemokrat, højskolemand og havde tidligere været ansat i militæret. Han kom med store ambitioner og håb om at gøre noget for ungdommen. Lejren skulle være en mønsterlejr med sportsplads, hobby- og keramikværksted m.m. Men opgaven viste sig at være vanskelig. For Gribskovlejren havde været uden ledelse i syv måneder op til hans indsættelse, og nu skulle nægterne indstille sig på nye rammer og reglementer. Det ”frie” lejrliv var slut. Den egentlige konflikt begyndte dog først, da Jacobsen ville bestemme over lejrens aftenunderholdning.
Krigen starter
I Gribskovlejren var det kutyme, at der i vintersæsonen blev arrangeret et blandet kultur- og undervisningsprogram med foredrag, film og oplæsninger. Det var altid forløbet uden problemer – lige indtil Jacobsen blev ansat. Den gode dialog stoppede brat, da Jacobsen nedlagde forbud mod kommunistiske oplægsholdere og Jehovas Vidner. I stedet foreslog han et besøg af en officer, der skulle tale om ”Hvorfor gik jeg ind i militæret” og et foredrag om ’atombomben og dens virkninger’. Med de forslag mente nægterne, at Jacobsen forsøgte at indføre politisk og religiøs censur. Og her startede krigen, der også fik meget spalteplads i landets aviser og dagblade. I Gribskov Arkiv findes en hel arkivæske med avisartikler fra 1953-1955, der kun handler om Gribskovlejren.
Hårde straffe
Konflikten eskalerede yderligere i løbet af vintermånederne i 1954. I tidsskriftet ”Pacifisten” blev Jacobsen kritiseret for arbejdet, der føltes unyttigt og formålsløst. Nægterne blev sat til at hugge muldvarpeskud i stykker i frostvejr, feje græsplæner fri for sne og knuse småsten til vejbelægning i 12 graders frost. Jacobsens uddeling af urimelig hårde straffe blev også beskrevet i tidsskriftet. En nægter fik fire ugers husarrest for en mindre forseelse, mens en anden blev truet med politisag, fordi han var gået ud i køkkenet efter en agurk. Selv de mindste ’fejltrin’ blev straffet hårdt i nægternes øjne, men der var ingen tvivl om, at nægterne selv optrappede konflikten. Som en nægter sagde til Dagbladet Information i juli: ”Det er naturligvis klart, at naar der foregaar en saadan kamp, og vi ikke ser anden udvej end at faa Jacobsen væk, saa maa vi sætte kniven ind, hvor vi kan, og puste til ilden, hvor det er muligt”.
I juni 1954 var Dagbladet Information igen på besøg i lejren. Med sig havde de Indenrigsministeriets repræsentant, ekspeditionssekretær Rosell, der skulle fungere som mægler. Men den stakkels Rossell blev nu også bombarderet med store og små argumenter og beskyldninger – både fra den selvbevidste Jacobsen og de mindst lige så selvbevidste militærnægtere. Informationsmedarbejder forsøgte at få detaljerne med: den føromtalte agurk, en mindst lige så vanskelig kakao-hændelse og en nægter, som ikke fik lov til at komme til tandlægen – fordi han havde krævet det, udtalte Jacobsen lettere fornærmet.
Den gordiske knude løses
Situation var endnu mere tilspidset fordi der i sommeren 1954 havde været valg af nye talsmænd og kulturudvalg i lejren. Det var naturligvis også gået i hårdknude. Nye regler gjorde, at alle nægtere skulle deltage i valget, også de nyere, som ikke var lige så meget på barrikaderne som den gamle garde. I protest forsøgte nægterne at flytte datoen, så de nyankomne ikke blev yderlige påvirket i ”forkert” retning. Det kom dog Jacobsen for øre, og som modsvar flyttede han valget helt frem til samme eftermiddag kl. 15.30 midt i arbejdstiden. Valget blev gennemført – dog blev der kun afleveret seks stemmesedler, hvoraf fem af dem var blanke. Lejrens 50 mand var ellers stemmeberettiget.
Rossells trylleri
På sit besøg med dagbladet Information spurgte Rossell en af nægterne, om hvorfor de ikke havde benyttet sig af en paragraf, der gjorde det muligt at kræve nyt valg? I første omgang var svaret ”der er vist ikke mere at gøre”. Da spørgsmålet igen kom på bane ved en anden forsamling, sagde Rosell ”prøv igen”. Mere skulle der ikke til. Blot ti minutter efter gik nægternes repræsentant til lejrchefen med nok underskrifter, og Jacobsen måtte udskrive valg. Selv rystede nægterne på hovedet af den lette løsning. Mange måneders konflikter var nu løst på et kvarter.
Lejrchef Kjeld Jacobsen forlod Gribskovlejren i september 1954. I de følgende år havde lejren skiftende lejrchefer uden de større problemer, og i 1960’erne åbnede man op for nye muligheder for at aftjene sin civile værnepligt. Gribskovlejren lukkede som den sidste militærnægterlejr i Danmark i 1984.
Kilder
Diverse artikler fra Dagbladet Information, 24. november 1954, 29. juli og 30. juli 1954