Af Astrid Lystbæk Andersen
Den 2. april 1801 sidder flere Gillelejefiskere på bænken i Havnegade og hyggesnakker. Pludselig peger én af fiskerne ud på havet. Flere spærrer øjnene op. Dét syn har de lige godt aldrig set før – i horisonten kommer hundredvis af skibe til syne. Hvad fiskerne ikke ved er, at man de sidste fire timer har kæmpet mod den engelske flåde ved dét, der senere bliver kendt som Slaget på Reden. Vi tabte kampen. Og nu sejler englænderne afsted med den danske flåde, til stor undren for de uvidende Gillelejefiskere på bænken, der først senere får sandheden at vide.
En arret og vansiret bænk
Bænken er lige så gammel som byen Gilleleje. Ingen ved hvem der har bygget den, men i århundreder har fiskerne sat hinanden stævne lige her og drøftet dagens store og små begivenheder. Den har altid stået op ad Svend Pers hvidkalkede gavl – under et lille halvtag i byens gamle fiskerleje med udsigt ud over Kattegat. Turisterne kalder den for ”Sladrebænken”, men de lokale Gillelejerne holder fast i ”Den grønne bænk”. Når de arrede og vansirede planker bukker under for tidens tand, bliver de repareret. Og bænken får da også en ny omgang maling af og til, altid i den karakteristiske grønne farve.
Bænken afspejler Gillelejes udvikling og historie, og her lever de navne, som for længst er hvisket ud på kirkegårdens gravstene – som de fiskere, der var vidne til efterdønningerne af Slaget på Reden og de efterfølgende englandskrige.
Byens samlingssted
I begyndelsen af 1800-tallet var Gilleleje et ganske isoleret samfund på få hundrede mennesker, der havde familierelationer på kryds og tværs. Kommunikations- og transportmuligheder var begrænset, så Gillelejerne måtte klare sig selv. Det lille fiskerleje udpegede derfor ’fiskernes leder’, der havde sin faste plads på bænken. Han hidkaldte alle ved at puste i et signalhorn, der rungede ud over hele Gilleleje. Ofte fik fiskerne blot besked på at drage til søs og fiske. Men hornsignalet lød også, når der var fare på færde eller forandringer på vej.
Efter at England var sejlet afsted med den danske flåde i 1801, mistede Danmark sin høje position som søfartsnation. Danmark valgte derfor at støtte den franske kejser Napoleon i krigen mod England. Men uden en dansk flåde måtte Danmark tage andre metoder i brug: kanonbåde og sørøveri. Og siden Gillelejerne var førstehåndsvidne til, at England kaprede den danske flåde, var fiskerne ikke sene til at melde sig ind i kampen.
Kapertiden i Gilleleje
Med et kongeligt kaperbrev i hånden, deltog en del Gillelejefiskere i Kanonbådskrigen i årene 1807-1814. Den grønne bænk var fast ’udkigsstation’. Her sad en vagtmand hver dag og kiggede efter de skibe, der sakkede bagud eller sejlede alene. Når et sådant skib blev spottet, blæste vagtmanden i hornet og fiskerne gik i bådene – klar til at angribe de intetanende englændere.
Gillelejefiskerne fik ry for at være ”Nordsjællands kækkeste kapere”. De fulgte samme opskrift hver gang: Fire-fem små Gilleleje-robåde sejlede ud til det fremmede skib, og på grund af størrelsen kunne de komme helt tæt på og stadig undgå de store svingkanoner. De omringede skibet og gik ombord på ægte sørøvermanér. Særligt den unge Gillelejefisker Lars Svendsen blev kendt og berygtet som den dristigste kanonbådskaptajn af dem alle. Når besætningen var nedkæmpet og afvæbnet, sejlede fiskerne videre til Holbæk. Her blev det vurderet, om kapringen var foregået ’på lovlig vis’. Når de havde rettens ord, kunne de sejle hjem til Gilleleje med bådene fulde af engelske varer.
Kapertiden gav stor rigdom i Gilleleje – særligt for folk som unge Lars Svendsen, der investerede sine penge i båd og bolig. Men der gik ikke mange år, før statsbankerotten tog velstanden fra de fleste igen. Og Gilleleje var igen et lille isoleret samfund, der var dybt afhængig af fiskeriet og levede næsten fra dag til dag.
Det er bare nogle af de historier, der er blevet viderefortalt fra far til søn gennem generationer på den grønne bænk.
Kilde: Jul i Nordsjælland, 1954: Jørgen Leve