Af Astrid Lystbæk Andersen
”Jeg har i min praksis oplevet at være huslæge for hele fire generationer i samme familie,” fortalte læge Gunnar Lemming-Christensen (f. 1904-1980), da han lagde lægegerningen på hylden i 1972 efter næsten 40 års tro tjeneste. Sammen med hustruen Gerda flyttede han til Vejby i 1934 og åbnede den første lægepraksis i byen. På det tidspunkt var der bare to læger i Helsinge og én i Græsted, så den lille lægefamilie var meget velkommen i det gamle Gribskov.
God tid til patienterne
Dengang var der ikke noget, der hed fast arbejdstid. Som læge i et stort distrikt havde man vagt 24 timer i døgnet. 365 dage om året. Konsultationstiden var dog begrænset, for Gunnar Lemming-Christensen tog oftere på hjemmebesøg i håb om at vinde patientens tillid – deraf navnet ”huslæge”. I trygge omgivelser var der tid og ro til at lære hinanden at kende, mente Gunnar. Han havde den filosofi, at det var nemmere at stille den rette diagnose, når patienternes baggrund og tilværelse var at se med egne øjne.
Den strenge vinter i 1942
Under 2. verdenskrig foregik de fleste sygebesøg med hestekøretøj på grund af mangel på brændstof til bilen. Og særligt de hårde vintermåneder kunne give store bekymringer for den travle huslæge. Vejby lå dengang meget udsat for fygesne, og al snerydning foregik ved håndkraft. Det var umuligt at holde vejene fri, så en sti over markerne blev ryddet til kanekørsel. Det var ikke sjældent, at Gunnar Lemming-Christensen tilbragte 10 timer i kanen på vej rundt til patienterne. 1942 var særligt slem, fortalte han. Et enormt snefald og islag medførte, at telefonnettet og elektriciteten blev afbrudt, så der var ikke andet for end at sende en stafet til Vejby, hvis uheldet var ude.
Et brækket lårben i Udsholt
Gunnar Lemming-Christensen huskede tydeligt en sen eftermiddag, hvor en mand kom kravlende over markerne med bud om, at en ældre mand var kommet til skade ved Udsholt Strand. Manden havde brækket lårbenet, så Gunnar fik hurtigt rigget kanen til og tog den lange tur over markerne i bælgmørke sammen med Peter Høj Hansen, der kørte kanen. Han satte en ære i at nå frem så hurtigt som muligt, for ofte gjaldt det liv eller død.
Turen var ikke helt ufarlig. Væltede telefonmaster og el-ledninger lå hulter til bulter i landskabet og spærrede vejen, og den tapre hest kæmpede med det isede underlag. Efter et par timer nåede de endelig frem til Udsholt. Gunnar behandlede det brækkede ben på stedet, for der var ingen mulighed for at nå det nærmeste sygehus i Esbønderup. Sent på aftenen nåede lægen og kusken trætte hjem til Vejby – bare for at møde Gunnars kone Gerda i døren, der kunne fortælle, at der lå endnu en patient med samme skade i Tisvilde.
Samme dag, nye strabadser
Denne dag var vejen mellem Vejby og Tisvilde fuldstændig ufremkommelig. Gunnar Lemming-Christensen måtte lade kanen blive hjemme, og i stedet trak han nogle grove sokker over støvlerne for at kunne gå nogenlunde oprejst i den dybe sne. Med lægetasken spændt på ryggen gik turen til Tisvilde. Gunnar og Peter Høj Hansen kæmpede sig igennem snemasserne. Nogle steder måtte de kravle på alle fire for at komme frem. Ved Skovridergården i Tisvilde blev vejene mere farbare, og de lånte en kane og kørte den sidste strækning. Først langt hen på natten nåede de hjem til Vejby efter én af de mest barske og mindeværdige vagter, som Gunnar kunne huske.
Kilde: Helsinge Avis, 31. oktober 1974, genoptrykt i Vejby-Tibirke Selskabets årbog 1981.