Sukces-komponisten gjorde (måske) Helsinge kendt

Lige nu optager brødrene Mehdi, Milad og Misam Avaz en tv-serie i Helsinge. Men helt tilbage i 1954 lagde Helsinge også by til en filmoptagelse, nemlig folkekomedien ’Sukceskomponisten’.

Af Inger Hørup Slot

 Ugeposten kunne man for kort tid siden læse om de tre Avaz-brødre, der vil gøre Helsinge kendt ved at bruge byen som location for tv-serien ’Grow’. Om Helsinge blev kendt efter at have lagt huse, gader og stræder til filmen ‘Sukceskomponisten’ fra 1954 er svært at sige. Men filmens premiere gik i hvert fald ikke stille af: Flere anmeldere mente, at instruktøren skulle både skydes og hænges! Måske var det på grund af al den virak, at filmen, trods de barske anmeldelser, spillede i flere uger i biografen Palladium i København.

Filmen havde det hele: Forvekslinger, forelskelser og masser af sød musik. Den tids hotte skuespillere, Louis Miehe-Renard og Poul Hagen, var i hovedrollerne sammen med Lise Ringheim og Elsebeth Knudsen. Sven Gyldmark havde komponeret musikken.

Forkert mod København
Er man så heldig at få fingre i filmen kan man få nogle fine, sort/hvide glimt af Helsinge fra starten af 1950’erne. Hovedpersonen er organist, så derfor er der mange scener med Helsinge Kirke. Filmens lokalavis (ikke Ugeposten, men Middagsposten) har til huse i den gamle centralkro, som lå på Østergade 7. Den blev revet ned i 1967. Fra stationen tager hovedpersonens bror angiveligt morgentoget til København. I virkeligheden kører toget dog mod Tisvildeleje …

Vi aner intet!
Indrømmet. Her er noget, vi IKKE ved så meget om i Gribskov Arkiv. Vi har ikke én eneste arkivæske med billeder eller dokumenter fra optagelserne af ‘Sukceskomponisten’.  Vi ved heller ikke, om Helsinge fik lidt stjernestatus ud af at være location for filmen. Så hele denne lille artikel er, til vores store ærgrelse, skrevet med hjælp fra andre kilder (tak til philm.dk med flere). Men hvis DU har materiale eller erindringer om ‘Sukceskomponisten’, mens filmhold og skuespillere huserede i Helsinge, vil vi hjertens gerne høre fra dig på arkiv@gribskov.dk

Sådan så Helsinge ud fra oven i 1959 – altså fem år efter ‘Sukceskomponisten’ havde premiere. Kirken ses øverst til venstre.
Sådan så Helsinge ud fra oven i 1959 – altså fem år efter ‘Sukceskomponisten’ havde premiere. Kirken ses øverst til venstre.
Centralkroen på Østergade 7 spillede også med i filmen som redaktion for den lokale avis ‘Middagsposten’. Her ses kroen i 1913. Den blev revet ned i 1967.
Centralkroen på Østergade 7 spillede også med i filmen som redaktion for den lokale avis ‘Middagsposten’. Her ses kroen i 1913. Den blev revet ned i 1967.
Gamle Gribskov har været location for mange film. Her er det så vidt vides en filmoptagelse med de dengang ultra-populære ‘Fyrtårnet og Bivognen’ på Hulerød Badehotel engang omkring 1920-30. De to kan ses i døren til badehotellet.
Gamle Gribskov har været location for mange film. Her er det så vidt vides en filmoptagelse med de dengang ultra-populære ‘Fyrtårnet og Bivognen’ på Hulerød Badehotel engang omkring 1920-30. De to kan ses i døren til badehotellet.

Der er optaget masser af film på steder i Gamle (og nyere) Gribskov:

Ud over Sukceskomponisten kan for eksempel nævnes:

‘Døden kommer til middag’ (1964) Centralkroen i Helsinge (Østergade 7), Raagegaarden i Rågeleje

‘Andre folks børn’ (1958) Helsinge Kro (Vestergade 9)

‘Fuglene over sundet’ (2016) Gilleleje Kirke, Havn mv.

‘Kristiane af Marstal’ (1956) Gilleleje Havn

‘Den sidste vinter’ (1960) Søborg Kirke

‘Ved Stillebækken’ (tv-serie, 1999) Esrum Møllegård

‘Røverne fra Rold’ (1947) og ‘Sekstet’ (1963): Heatherhill i Rågeleje

‘Mariannes bryllup’ (1958) Kagerup Kro (nu privat beboelse)

‘Lenin, din gavtyv’ (1972), ‘Spøgelsestoget’ (1976) ‘Krummerne 2’ (1992): Kagerup Station

‘Fætrene på Torndal’ (1973) – Saltrup Station

‘Ild og jord’ (1955) – Slettegaard v. Laugø

‘Familien med de 100 børn’ – (1972) – Søborg Slotsruin

‘Den forsvundne fuldmægtig’ (1971) – Tibirke Bakker

‘En ny dag gryer’ (1945) Tisvildeleje Station, Tisvildeleje Strand

‘Ingen tid til kærtegn’ (1957) – Pårup Station (nedrevet).

Kilde: danskefilm.dk