Af Astrid Lystbæk Andersen
”Lykkelige tid at fejre julehøjtid.” Sådan starter forfatterinde Dagny Galler (f. 1899) sin fortælling om barndomsjulen i Ramløse i starten af 1900-tallet. En tid hvor folkene på landet lavede alting selv, og hvor juleforberedelserne startede allerede i juli.
Længere mod nord i Vejby kunne folketingsmand Lars Larsen (f. 1839) fortælle nogle af de samme historier fra slutningen af 1800-tallet. På gården Saksenkold var der også mange gøremål i julen. Fælles for begge var manglen på rindende vand i hanerne, maden blev lavet over åben ild, og tællelys varmede stuen op, for elektriciteten var endnu ikke opfundet.
Bjerge af bomuldsforklæder
Når kalenderen nåede december, gik juleforberedelserne for alvor i gang. Spandevis af vand blev hentet fra brønden og hældt i den store kobberkedel. Det var tid til årets kæmpestorvask. Alle skulle have rent tøj til efter nytår, og Dagny Galler fortæller, hvordan særke (gammeldags undertøj), skjorter, lagner og bjerge af bomuldsforklæder blev smidt i kedlen og kogt rene. Der var ikke tal på, hvor mange spande vand, der skulle til for at fylde kedlen. Et helt dagsprojekt, vi knap nok kan forestille os i dag. Skjorter og forklæder skulle også stives og styres – klar til at trække i om søndagen eller til besøg.
Klipfisk i vinduet og gratis brændevin
Næste stop var købmanden i Nejlinge. I butiksvinduet hang klipfisk i bundter, og røgende islandske lammelår hang ned fra loftet. Skufferne var fulde af sukker, svesker og figner, som blev vejet af på diskens vægt og solgt i papirsposer. Forrest stod der altid øl og brændevin med glas, så kunderne selv kunne slukke tørsten. Dagny Galler fortæller, at hun aldrig så berusede kunder i butikken, selvom prisen kun var et par øre for den slags drikkevarer. Lars Larsen fra Vejby havde samme oplevelse af brændevinen. Selvom hver mand drak en flaske hver juleaften, så blev folk aldrig fulde – måske fordi brændevinen dengang ikke var nær så kraftig.
”Drikke jul”
Traditionen med at drikke øl og brændevin i julen har været en fast tradition siden Vikingetiden. Vikingerne fejrede jul ved at ”drikke jul”, hvor man under fejringen skålede for Odin, julens gud. Fest uden øl var utænkeligt, og øl dengang betød gilde eller fest. Lars Larsen kunne berette, at de bryggede bedre øl i julen end til hverdag. Gerne en halv tønde malt blev brugt til julebrygget, hvilket var langt mere end normalt.
Ølbryggeriet var derimod ikke noget, Dagny Galler og hendes familie selv tog sig af. De allierede sig med nabogården ”Kongensglæde”, hvor duften af humle på turen gennem bryggerset stod i frisk erindring. Hvidtøl blev købt hos Wilhelm Kåe i Helsinge – en god gåtur fra Ramløse.
”Rosiner og fedt for hvert et snit, ellers er pølsen skidt”
Juletravlheden kunne for alvor mærkes den sidste uge op til jul. ”Fede-soen”, der havde spist sig stor i løbet af efteråret, måtte lade livet og endte sine dage som sylte, rullepølse, flæskestege og saltet kød. Griseskriget gav ekko gennem den lille by, og Dagny Galler proppede vat i ørene, mens slagtningen stod på. Intet gik til spilde. I sine erindringer, husker hun tydeligt, hvordan de lavede blodpølser:
”Måske hang grisen fint, på stige og loftsbjælke, opskåret til afkøling, og med de hvide fedtlommer krænget ud, når man nåede hjem. Dejligt også, om tarmene var vendt – oh sikken et arbejde, men de skulle vendes og gøres fint i stand, syes for den ene ende, og næste dag, stoppedes pølsemaden i tarmene. Pølsemaden var i en balje og bestod af gryn og rugmel, lidt sukker og salt, opblandet med grisens varme blod, netop opsamlet under slagtningen. Massen stod natten over, og i den kom lidt sødmælk, mange rosiner og mange små firkantede terninger af grisens flomme. Det hed: Rosiner og fedt, for hvert et snit, ellers er pølsen skidt.”
Lænkehunden i stuen
De særlige udtryk i julen var ældgamle, for julen var en hellig tid, hvor overtroen stod stærkt. På Saksenkold havde man mange traditioner til jul, der bestod i at tage varsler for fremtiden. Lænkehunden blev inviteret ind i stuen, fordi den kunne varsle foranstående død blandt forsamlingen. Alle gårdens folk skulle give hunden en bid mad, og løb hunden ud til døren med en bid, ville ejermanden dø inden årets udgang.
En anden tradition, som Lars Larsen kunne fortælle om, var de hjemmestøbte lys på julebordet, som man endelig ikke måtte slukke eller tage væk, for det betød ulykke. Det var også absolut forbudt at spinde garn eller male korn til mel i juletiden. Ingen måtte arbejde i juledagene, og særligt kvinderne blev beordret til at holde sine hænder i ro.
Hjerter klippet med en saks
På Kongensgave blev juletræet pyntet med den fineste, hjemmelavede julepynt. Roser af kreppet silkepapir og hjerter flettet med stor nøjagtighed – det morsomste af alle juleforberedelserne, fortalte Dagny Galler. Ingen fjernsyn stjal opmærksomheden. I dagevis sad pigerne og lavede paraplyer af silkepapir, kurve med frynser og broncerede grankogler samt en smuk, forgyldt stjerne i pap til toppen af træet. I starten af 1900-tallet var det almindeligt at lave farvede kræmmerhuse og kurve som pynt, der efterlignede dagligdagens indkøbskurve. På træet blev kurvene fyldt med godter – både figner og marcipan, men også pebernødder og andet hjemmebag.
Post og pakker fra Helsinge
Slægtninge kom fra nær og fjern, og efter den overdådige julemiddag samlede familien sig om juletræet. Dagny Gallers yndlingssang var ”Dejlig er den himmel blå”, som de sang med høje stemmer. I julemørket kunne de kigge op på de gyldne stjerner, for dengang var der intet andet, der kunne sløre stjerneskæret. Julebreve og pakker kom først henad midnatstid med gamle Niels Jørgen, der gik Ramløseruten fra postkontoret i Helsinge. Sent kom han, men altid i godt humør.
Ikke helt så sent blev juleaften på Saksenkold. Allerede ved nitiden var det sengetid, og på vej i seng fremsagde alle i kor: Lad os nu ej vor Madkurv hen, bag Laas og Slaa sætte. Før end en hungrig Jesu Ven, en Smule faar af dette.
Kilder: Jul i Nordsjælland, 1975 og Folk og minder fra Nordsjælland, 2006