Af Pernille Sonne
Lars fra Ellemosehuset
Gårdejer Lars Larsen fra Vejby blev født i 1839 og mindedes i 1909 juletraditionerne fra sin barndom og ungdom i Vejby Sogn. Lars var søn af en husmand og dennes kone og blev født på et lille husmandssted på to tønder land, kaldet Ellemosehuset. Huset ligger på Farvergårdsvej lige uden for Vejby By. Som søn af en husmand var Lars Larsen i udgangspunktet ikke bestemt til noget stort i sit liv. Hans skolegang fandt sted i den lokale stråtækte skole, formentlig med hverandendags skolegang, som var almindeligt mange steder på landet. Alligevel blev han som voksen både gårdejer og folketingsmand. I slutningen af sit arbejdsliv var han opsynsmand på Statens Museum for Kunst. Men her skal det handle om Larsens minder fra barndommens jul.
Ulovlige juleforberedelser
Den allerførste forberedelse til jul var brænding af brændevin. Jul rimer på sul, og sulemaden skulle skylles ned med en dram. Imidlertid var det ulovligt at brænde sin egen brændevin, så både bønder og husmænd måtte gå stille med den aktivitet. Hvis ”øvrigheden”, dvs. myndighederne dukkede op, sørgede man for at få sendt bud til naboer og bekendte, så destillationsapparatet, som blev brugt til brænderiet, kunne blive gemt forsvarligt væk.
Øvrighedspersonerne kom rejsende fra Nødebo og bestod af birkedommeren, en skriver, en politibetjent og endelig en tolder – men han kom vist fra Helsingør. Når de fire embedsmænd var kommet ind på gården, blev alle folkene samlet, både husbond, madmor og tjenestefolk, muligvis også børnene på stedet. Og så blev udgangene spærret, for øvrigheden vidste jo godt, at man advarede hinanden lokalt. Nu blev hele ejendommen ransaget, helt ned til sengehalm og dyner. Hvis destillationsapparatet blev fundet, blev det konfiskeret, og ejeren fik en bøde. Men ofte fandt myndighederne ingenting, fordi advarslen fra naboer var kommet tids nok. Det ulovlige brændevinsbrænderi sluttede dog efter ”krigsårene” – her tænkte Lars Larsen på Treårskrigen 1848-1850. Han kunne som voksen ikke huske, hvordan den hjemmebrændte brændevin smagte, ”skønt jeg som Dreng, har drukket en Del deraf”.
Brød og øl
Når brændevinen var i hus, tog man fat på at bage og brygge. Dette arbejde begyndte en uge før jul. I to dage blev der bagt, grovbrød den første dag, og sigtebrød den anden. Begge slags brød var rugbrød, men rugbrød af sigtet rugmel var festmad. Sigtebrød fik man nemlig kun til jul, eller når der skulle være gilde. Normalt bagte bondekonerne brød én gang om måneden, så brød, der kun var en uge gammelt, var ikke hverdagskost.
På en bondegård, hvor Lars var tjenestedreng, blev der bagt ekstra mange sigtebrød. De blev delt ud til ”Gaardens Folk, baade Karle og Piger, Hyrdedreng og Husmand, samt Skræderen, Skomageren, Smeden, Huggeren, Klokkeren, Degnen og hvem, der paa nogen Maade havde Forbindelse med Gaarden”. Sammen med brødet udleverede gårdfolkene også en klipfisk. Det var gårdskarlen og tjenestedrengen, der havde til opgave at bære madvarerne rundt til de heldige modtagere, og de blev altid beværtet med et glas brændevin. Larsen fortalte ikke, hvor gammel han var, da al denne brændevin flød i hans retning, men der var i hvert fald ikke nogen regel om ikke at skænke op til personer under 18 år. Når brødet var bagt, skulle der brygges øl, og i dagene op til juleaften blev det tid til at bage pebernødder og derefter æbleskiver af sigtet bygmel. Dagen før juleaften skulle alt ryddes op og gøres rent, så man var klar til højtiden. Det var særlig vigtigt, at alle markredskaber var bragt i hus, for ellers kunne onde magter få tag i gården. Til gengæld var det ifølge Larsen ikke en nordsjællandsk skik at sætte neg til fuglene eller grød til nissen. De skikke hørte hjemme i Jylland.
Juleaften
På selve juleaften, når man var færdig med alt arbejde, dyrene havde fået mad og vand, og man selv var blevet vasket, kunne man gå ind i stuen. Her var det vigtigt at huske den særlige julehilsen: ”Glædelig Jul, Helsen og Sundhed og alt hvad som kært Er”, for ellers fik man af mangleholtet, som var en stok, der blev brugt til rulning af vasketøj.
Var man kommet vel ind i stuen, blev der budt på brændevin og en æbleskive. Ved spisetid kom der hvid dug på bordet. Så bad manden i huset bordbøn, mens resten af husholdningen lyttede i tavshed. Hver af de spisende fik en rund træbrik, for tallerkener havde man ikke, ej heller knive og gafler. Maden var sigtebrød og klipfisk, som blev overhældt med en brun sovs og serveret med smør og sennep.
Mænd og drenge brugte deres egen lommekniv til at smøre brødet, mens kvinder og piger brugte hjemmesmedede brødknive. Kvinder gik nemlig ikke med lommekniv. Efter klipfisken blev der serveret risengrød. Man spiste 4-5 personer fra samme fad med hver sin ske. Grøden var pyntet med rosiner og havde en korsformet smørklat i midten. Til maden var der øl at drikke. Når alle var færdige med at spise, sagde husbonden igen bordbøn, og så sagde hele selskabet tak for mad til hinanden. Selv husbonden sagde tak for mad til tjenestedrengen – og forhåbentlig også til sin kone, der havde ledet alt arbejdet med at brygge, bage og koge. Men det sidste nævner Larsen ikke noget om i sine juleerindringer. Så blev juleevangeliet læst højt, og man sang to julesalmer. Derefter blev der spillet kort, et spil, der hed ”Brus”. Det var et firemandsspil, hvor spillerne var makkere to og to. Man måtte ikke spille om penge i julen, men man kunne spille om pebernødder og æbleskiver.
Folketro og højtidsoffer
Livet i 1800-tallet var præget af meget folketro. Ligesom man ikke kunne lade markredskaberne stå ude uden at komme galt afsted, måtte man heller ikke slukke julelysene, der var særlige fine lys, støbt til højtiden, eller tage dem af bordet. Det betød ulykke. Man kunne heller ikke male mel, spinde eller vinde garn i julen.
Varmen i stuen kom fra en bilæggerovn, dvs. en kakkelovn, der var forbundet til et ildsted i køkkenet. Man fyrede op til bagning og anden madlavning i ildstedet, og så skubbede man gløder ud i bilæggeren, der stod på den anden side af væggen mellem køkken og stue, så man kunne udnytte varmen to steder. Den aske, der samlede sig i bilæggeren juleaften, skulle man klappe flad – så kunne der julemorgen tages varsler af de figurer, der dannede sig i asken, når den kølede af i løbet af natten.
Julemorgen ringede kirkeklokkerne, og alle skulle i kirke. Det var en stor dag for præsten, ikke kun på grund af julegudstjenesten, men også fordi det var en af de dage, hvor han fik sit offer. I midten af 1800-tallet fik præster ikke en fast, månedlig løn. En del af lønnen var i stedet det, man kaldte ”offer” – sognebørnene skulle betale præsten en sum, de kunne undvære. Offeret var lovpligtigt, men den enkelte betaler kunne nogenlunde selv bestemme, hvor meget han eller hun ville ofre på præsten. Præsten i Vejby fik trykt sedler, hvor der stod ”Højtidsoffer til Præsten i Vejby fra _______”, og så tilføjede han selv den offerpligtiges navn. Offerpengene blev pakket ind i sedlen, og pakken blev lukket med sytråd. Præsten kunne med andre ord meget nøje vide, hvem der havde ofret lidt eller meget, og der var en vis præstige i at være gavmild.
Krigshistorier som juleunderholdning
2. og 3. juledag var der ofte bal for de unge, men ellers var juledagene hjemmenes og familiernes højtid. Man tog på besøg hos venner og familie, spillede kort og sang sammen. Og de ældste fortalte om deres oplevelser gennem livet. Lars Larsens familie kom meget hos faderens tre svogre – dvs. hans søstres mænd, men Lars Larsen interesserede sig ikke så meget for kvindfolk, at de fik en større plads i juleerindringerne.
To af svogrene boede også i Vejby-området, mens den tredje boede på Hesselbjerg ved Rågeleje. De havde alle tre været med i englandskrigene i 1801 og 1807 og kunne fortælle drabelige historier om krudt, kugler og kanoner. Drengen Lars lyttede med store ører til fortællingerne, der blev gentaget hvert år. Til sidst kunne han dem uden ad. Svogeren fra Hesselbjerg, Niels Hansen, havde gjort tjeneste ombord på det flådebatteri, der blev kommanderet af den kun 17-årige søofficer Peter Willemoes ved slaget på Rheden, 2. april 1801. Det gik voldsomt til, og Niels’ gode soldaterven, som han betjente kanonen ”Lange Maren” sammen med, blev dræbt under slaget.
Sulefadet på bordet
I juledagene var sulemaden fremherskende. Sulefadet var fyldt med kogt flæsk, bov eller skinke, rullepølse, medisterpølse og kogt, saltet fårekød, og det var gerne så tungt, at madmor kun med
stort besvær kunne løfte det op på bordet. Der var lidt forfængelighed i at være den husmor, der havde det største sulefad. En anden fødevare, Lars mindedes med glæde, var den særlige juleost, der var lavet på sødmælk. Da Lars skrev sine erindringer i 1909, var de danske landbrugsprodukter meget forandrede. Han syntes, at slagterierne nærmest kun leverede affald, og margarine og ”centrifugemælk” (skummetmælk) brød han sig heller ikke om. På dette tidspunkt blev store dele af den danske landbrugsproduktion eksporteret til England, navnlig smør og flæsk i form af bacon. Når man skulle spise kage i julen, var det igen pebbernødder og æbleskiver, der kom på bordet, eventuelt suppleret med nogle tvebakker eller sukkerkringler købt hos en omvandrende kagekone. Og så blev der drukket en form for kaffe med både brunt sukker og puddersukker. For en nutidig betragtning var sukkeret nok nødvendigt for at få kaffen ned, for den blev brygget af lige dele ristede kaffebønner og ristede ærter. Denne blanding blev hældt i et fad og malet til pulver ved, at man trillede en kanonkugle rundt i fadet. Det var også sådan man malede sennepsfrø for at få sennep til klipfisken. Efter ristning og maling blev kaffeblandingen kogt i en kedel. Der var hverken kaffekande eller kaffefilter.
Julen varede lige til helligtrekongersdag
Julen varede ikke til påske, men til helligtrekongersdag, den 6. januar. Både nytårsaften og helligtrekongersaften fik man atter klipfisk med brød fulgt af risengrød. Nytårsdag var der igen kirkegang. Her blev det bekendtgjort i kirken, hvor mange der var født, døde, gift og så videre i årets løb, og hvem der skulle være oldermænd, vandsynsmænd, snefogder, brandfogder med mere i det nye år. Når Helligtrekongersdag var gået, sluttede julen. Julelysene blev erstattet af tranlampen, spinderokken begyndte atter at snurre, og i loen tærskede mændene korn fra årets høst med plejl. Lars Larsen døde som pensionist i Hillerød i 1927. Han ligger begravet på Vejby Kirkegård.
KILDE: Baseret på Lars Larsens erindringer: Dagligt Liv i Nordsjælland i Fra Frederiksborg Amt, 1909, s. 127-142