Af Astrid Lystbæk Andersen, Gribskov Arkiv
Klokken var seks om morgen, da Anna trissede ind i køkkenet på gården i Blistrup til dagens første måltid. Hun havde været oppe siden klokken fem og malket køerne. Det var sommer og midt i den travle høsttid, så det var vigtigt med en ordentlig start på dagen. ”Davren”, som morgenmaden hed, bestod som altid af kogt spegesild, stuvede kartofler og kaffe. Særligt mændene spiste godt til, for de så frem til endnu en hård dag i marken.
Lange arbejdsdage
Anna Margrete Hansine Olsen blev født i 1890 og døbt i Blistrup Kirke under årets høstgudstjeneste. I sine erindringer fortæller hun om det gamle landbosamfund i Blistrup, hvor hendes familie dyrkede jorden for at skaffe mad på bordet. Bønderne arbejdede dengang fra klokken fem om morgenen til halv syv om aftenen, med undtagelse af høsttiden hvor klokken nemt kunne blive ti om aftenen. De lyse aftentimer blev udnyttet til fulde. Modsat mændene havde Annas mor aldrig fri. Der var altid tusinde gøremål i aftentimerne, hvor vasketøjet blev lagt sammen, bukserne lappet, sokkehullerne stoppet og maden til dagen efter blev gjort klar.
Med kornsækken over nakken
I Annas barndomsår foregik stort set alt markarbejde med håndkraft. Det var drøjt og hårdt arbejde. Jorden nær Blistrup var leret, så i tørkeperioder var jorden stenhård. Om foråret blev markerne pløjet op, og jorden gjort klar til såbed. Med sækken over nakken blev kornet spredt ud på marken med håndkraft. På andre marker blev kartofler og roer sat i rækker af 65 cm, som var den afstand, en hest skulle bruge for ikke at træde på de dyrebare afgrøder.
Naboerne hjalp til med høsten
”Når kornet var modent i juli-august måned, bad man altid til, at det måtte blive godt vejr, så de for folk og fæ så nødvendige afgrøder måtte komme godt i hus”, skrev Anna. Duggen skulle forsvinde fra kornet, før de kunne komme ud i marken. Så nogle dage kom de først i gang med høstarbejdet efter middagen kl. 12. Middagsmaden bestod gerne af grød, suppe, grønkål og saltet fisk eller flæsk. Det var ikke unormalt, at der i løbet af eftermiddagen dukkede arbejdsstærke mænd, kvinder og børn op fra den nærmeste omegn og tilbød deres hjælp. På landet gav man nemlig altid hinanden en hjælpende hånd med for at få høsten i hus.
Selvbinderen gør det hårde arbejde
Gårdens to stærke arbejdsheste trak selvbinderen og førte an ude i marken. Selvbinderens to slåarme fangede et bundt korn, og derefter bandt maskinen automatisk et stykke ståltråd omkring kornet. Kornneget faldt ned på jorden - klar til at blive samlet op af de mange hænder og bundet i neg midt på marken.
Når kornet var helt tørt, blev negene samlet op og kørt med hestevogn tilbage til gården. Annas far havde fået fat i et stationært tærskeværk, der tærskede kornet og udskilte kornets kerner fra selve strået. ”Vi tærskede efter behov, så der var altid korn, der kunne males til grise, køer, heste og høns. Der skulle også være halm til at fodre køer og heste med. Vi kom altid langt hen efter jul, inden vi var færdige med tærskearbejdet", sagde Anna.
I sidste halvdel af 1800-tallet blev flere forskellige høstmaskiner opfundet, hvor selvbinderen var ét af de mest betydningsrige. Selvbinderen kunne på samme tid slå og binde kornet til neg, hvilket sparede bønderne for meget arbejde. Interessen for at udvikle nye landbrugsredskaber og høstmaskiner steg også i takt med øget efterspørgsel af korn i Danmark. ”Ingen vil i dag kunne sætte sig ind i, hvor vi dengang lovpriste teknikkens fremskridt og store hjælp til det hårde krævende arbejde”, fortalte Anna i sine erindringer.
Billedudstilling på Græsted Veterantræf
Kig forbi Græsted Veterantræf i pinsen den 4.-6. juni, og se Gribskov Arkivs billedudstilling om landbrugets mekanisering i Gribskov. Vi viser billeder af udviklingen fra le til traktor og mejetærsker.
Kilde: ”Olles erindringer” – Johannes Nielsens beretninger om sin mor, Anna Margrete Hansine f. Olsen.