Af Astrid Lystbæk Andersen og Kamina Andreassen
I kaminens skær sidder gårdejer Carl Johansen i sit hjem på Kongensgave med papir, pen og blæk foran sig. Det er december måned og året er 1929. Carl folder det tykke papir på midten. Han løfter pennen, og dypper den forsigtigt i det sorte blæk og lægger papiret lidt på skrå. ”Søde Ven”, skriver han med sirlig skrift og fortsætter:
”I anledning af Julen og det nær forestaaende Aarsskifte ønsker vi Jer alle glædelig Jul og godt Nytaar. Idet jeg takker for dit Brev jeg fik for kort Tid siden, sender jeg hermed meget Skriveri om de smaa Ting der foregaar i disse mørke Dage…”
Efter fire tætskrevne sider afslutter han brevet: ”Med venlig Hilsen til Jer alle fire fra os to ved Carl Johansen”. Denne julehilsen ligger nu gemt i Gribskov Arkiv sammen med talrige julekort, julebreve og hilsner til nære og kære. Vi ved ikke med sikkerhed, hvem denne julehilsen er sendt til. Men det er et minde om en tid, hvor julebreve og julekort blev skrevet i hånden, og folkene i Helsinge og Omegn var på fornavn med landpostbuddet, der næsten dagligt kom forbi.
Det første postvæsen
Det første postvæsen i Danmark blev grundlagt under kong Christian den Fjerde, juleaftensdag den 24. december 1624. Her blev dokumentet ”Forordning om PostBudde” underskrevet. I den forbindelse blev der oprettet ni postruter ud af København, hvoraf den ene gik nordpå til Frederiksborg til den by, vi i dag kender som Hillerød. De første postbude havde hver sin rute ud af København. Budene red enten til hest eller gik efter faste tidsskemaer og afleverede brevene til posthuse på ruten. Der var altså ingen personlig levering af post til adressen, som vi kender i dag. I stedet måtte man en tur på posthuset for at hente sin post – medmindre en venlig sjæl kunne hente posten for en.
Post-Stine var flittig
I Helsinge og Omegn var de lokale bønder gode til at kigge forbi posthuset i Frederiksborg, når de alligevel skulle på markedet i ”storbyen” og købe eller sælge varer. Al post til folkene på Helsingeegnen blev udleveret og derefter afleveret direkte på adressen på hjemvejen. I 1850’erne blev postleverancerne en smule mere organiseret, da en aktiv kvinde ved navn Stine overtog bøndernes tjans. Præsterne i Vejby og Helsinge fik ofte breve, så hun tilbød at hente dem i Frederiksborg en til to dage om ugen – hvorfor hun fik navnet Post-Stine. Hvis der var breve til andre på hendes lange rute, tog hun selvfølgelig dem med og afleverede dem på vejen. Det arbejde fik hun en lille skilling for, men hun gjorde det næppe for pengenes skyld. På den måde kan man sige, at de lokale bønder og Post-Stine var de første ”postbude” i Nordsjælland – helt frem til 1. november 1860, hvor Helsinge blev en etableret del af postnettet.
Helsinge blev et brevsamlingssted
I november 1860 åbnede postvæsenet en ny postrute fra Helsingør til Frederiksværk, der stoppede til ”taskeudveksling” i Esrum, Maarum, Helsinge og Ramløse. Det vil sige, at buddet udvekslede tasker med breve, pakke- og personpost på de nyoprettede brevsamlingssteder i landsbyerne. Postvognen kørte fra Helsingør til Frederiksværk efter et fastlagt skema med afgang kl. 8.00 søndag, onsdag og fredag og retur fra Frederiksværk tirsdag, torsdag og lørdag kl. 15.00. Postforbindelsen ændrede sig dog allerede i 1864, da Nordbanen fra København til Frederiksborg åbnede. Den gamle rute lukkede, og i stedet oprettede man en landpostforbindelse til og fra Frederiksborg seks gange ugentligt.
Helsinges første postmester
Det første brevsamlingssted i Helsinge var hos købmand Niels Jonas Rundin på Toglerupgård, der blev byens første brevsamler. I 1862 overtog kontorist Frederik Wilhelm Dohm tjansen og indrettede et lokale i præstegården, der blev det nye brevsamlingssted. Desværre brændte præstegården i de tidlige juledage i 1864 sammen med blandt andet hele beholdningen af frimærker. Heldigvis skete der ingen personskade, og snart havde F. W. Dohm fået nye lokaler i en bygning ved landevejen mod Frederiksværk. Dohm var en ærekær mand, der nød at stige i graderne. Først blev han forfremmet til postekspeditør i 1867. Og senere fik han den flotte titel som postmester, da Helsinge fik sit første postkontor i 1889. Postmestertitlen var F. W. Dohm meget stolt af. Ofte kunne man møde Dohm, der spadserede rundt i Helsinges gader iklædt sin mørkeblå postmesteruniform med sølvknapper og høj hat. Postbude kunne man altid kende på uniformen. I byerne var postbude klædt i røde uniformer, mens landpostbudes uniformer var sorte.
Posten måtte aldrig bære julen ud
Under postmester Frederik Wilhelm Dohm var der indtil 1903 ansat ni landpostbude med hver sin rute. På arkivet kender vi til ruterne Helsinge-Høbjerg-Annisse og Helsinge-Laugø-Ørby, men der har været mange flere i årenes løb. De hårdtarbejdende postbude var ude i al slags vejr – i regn, storm, slud eller sne. Særligt op mod jul kunne vejret drille, hvilket betød, at omdelingen ville tage endnu længere tid. Det gjorde dog ikke noget, for netop i juletiden kunne postbuddet se frem til at blive budt inden for i varmen hos familierne. Når postbuddet kom med juleposten, var det en tradition at byde ham på en julekage og noget varmt eller stærkt til ganen. I juledagene måtte gæster - herunder postbuddet - aldrig ”bære julen ud”, dvs. at de ikke måtte forlade et hjem uden at nyde mad og drikke. Hvis postbuddet sagde nej tak, ville det ifølge folketroen ødelægge juleglæden. Og juleglæden spøgte man ikke med, så postbuddet tog gladelig imod en klejne og en sjus, hvor end han kom på sin rute.
På fornavn med postbuddet
I starten af 1900-tallet var der sjældent anført adresser på breve eller julekort. For eksempel kunne der stå: ”Hr. Carl Johansen, Kongensgave”, og så vidste postbuddet præcis, hvem Carl var. Hvis ingen var hjemme, gik postbuddet ind og lagde posten på køkkenbordet. Derudover var landpostbuddet en uundværlig medhjælper for de travle bønder på gårdene. Ofte gav han en hånd med i så- og høsttider eller hjalp blot til i dagligdagen med at fodre grise eller hente vand fra brønden. Bønderne havde stor tillid til deres postbud, som de var på fornavn med. Hvad landpostbuddet ikke har lagt øre til gennem tiden, er ikke småting.
En glædens mand
Sangen ”Sidste post” fra Aarbog for det danske postvæsen, 1920, blev skrevet til et højtelsket landpostbud, der lige så godt kunne være et af Helsinges postbude:
Og gik han med Juleposten
med Kort, snart til En og Hver,
han mærkede slet ikke Byrden
og kendte ej til Besvær.
Han gav sig selv saa helt og fuldt,
saa fast som kun den kan,
der gærne andre glæde vil
- han var en Glædens Mand
Kilder:
Gribskov Arkivs arkivaliesamling: A2440 og 3676
Helsingebogen, 1945
Aarbog for det danske postvæsen, 1920