Flytningen fra Tibirke
Da Tisvildebanen åbnede i 1924, var Tibirke Trinbræt det eneste holdested mellem Vejby og Tisvildeleje. Trinbrættet lå op til landevejen mellem Tisvilde By og Vejby; lige efter det sted, hvor broen over banen senere blev bygget i 1935-1936. Det viste sig imidlertid hurtigt, at trinbrættet kun blev benyttet af meget få rejsende. Egnens beboere foreslog, at man erstattede det med to nye holdepladser, et ved Holløse Gade og et lige oven for Tisvilde By. Det gik Gribskovbanens driftsbestyrer Gunnar Thage med til, så i maj 1925 – efter en levetid på kun ti måneder – blev Tibirke Trinbræt nedlagt. Godhavn Trinbræt blev anlagt på banens sydside umiddelbart efter Godhavnsvej. En arbejdsstyrke med Thage i spidsen fik ved hjælp af løftestænger og ruller trukket det store venteskur op på en trolje (en lille, flad vogn til kørsel på skinner) og med håndkraft skubbede de denne hen ad sporet til Godhavn, hvor de så genrejste skuret.
Godhavn Skole
Godhavn Trinbræt blev i sin tid opkaldt efter – med datidens betegnelse – opdragelsesanstalten Godhavn. Denne blev grundlagt i 1893 af Axel Christian Frydensberg. Der har været skrevet og sagt meget om Godhavn i pressen; somme tider har man glemt, at for mange børn og unge var hjemmet først og fremmest et sted, hvor de kunne få noget at spise, venner og en uddannelse.
Sådan er det også i dag. Nutidens Godhavn Skole er kendetegnet ved en høj grad af specialisering inden for undervisning af behandlingskrævende børn og unge. Det dækker også normalt begavede børn med kognitive, sociale, adfærdsmæssige, tilknytningsmæssige og/eller personlighedsmæssige vanskeligheder.
Lærerne fokuserer på at skabe relationer til eleverne, som kan bære dem igennem, når de oplever modstand mod læring. Langt de fleste elever undervises i små klasser med 3-6 elever i hver klasse. Enkelte elever modtager indimellem eneundervisning i enkelte fag. Det er derfor i høj grad muligt at tilgodese den enkelte elevs behov og niveau.
Det er værd at nævne, at Tisvildebanen altid har haft meget stor betydning for Godhavn Skole. Ikke mindst i moderne tid, hvor toget gør det muligt for elever og lærere at komme rundt til et stort net af oplevelser, natur og arbejdssteder i nærområdet; noget som giver ideelle betingelser for både indlæring og menneskelig udvikling.
Vi kan også anbefale bogen »I havn«, skrevet af en lærer på Godhavn i tæt samarbejde med de unge.
Postkort fra 1910 med motiv fra Godhavn. Flere af eleverne har haveredskaber i hænderne. Skolens hest med en rytter ses til højre. Kilde: Gribskov Arkiv, ukendt fotograf.
Kilde:»Gribskovbanen«, skrevet af Ole-Chr. M. Plum og Lars Viinholt-Nielsen, Dansk Jernbane-Klub, 2009, og »Bumletoget« nummer 2024-1, udgivet af Nordsjællands Jernbaneklub.