Foto: Henrik Bachmann, 2023

Kagerup Station

Stationen ligger 8,6 km fra Hillerød. Den åbnede den 20. januar 1880 som et holdested på strækningen Hillerød-Græsted.

Kagerup Station, ca. 1920
Kagerup Station, ca. 1920 (sandsynligvis allerede 1910). Foto (affotografering): Gribskov Arkiv, ukendt fotograf.

Til stationsbygningen i Kagerup brugte man røde mursten, og som pynt indsatte man tre bånd af gule sten.

Der var langt til de andre byer på egnen, så derfor tog mange rejsende hestevognen hen til stationen. I bogen »Gribskovbanen« udgivet af Dansk Jernbane-Klub (DJK) i 2009, skriver Ole-Chr. M. Plum og Lars Viinholt-Nielsen, at det var et problem, at der ikke fandtes »nogen Rejsestald, hvor de Kjørende kunne hensætte deres Befordring, naar de skulle rejse til Hillerød ell. Kjøbenhavn og retournere samme Dag.«

Gribskovbanen søgte og fik tilladelse til at udleje et stykke jord til rejsestald og gæstgiveri. Derfor kunne gårdejer Hans Nielsen søge om bevilling til et krohold med tilhørende rejsestald. Glæden blev dog kortvarig, for Frederiksborg Amt afslog ansøgningen, så planen måtte opgives. Dog blev rejsestalden stående.

En forgreningsstation 

Da Kagerup-Helsinge Banen åbnede i 1897, faldt antallet af rejsende til og fra Kagerup Station. Dem, der boede tættere på Duemose og Helsinge kunne jo nu stå på toget dér. Der var derfor ikke i samme grad brug for rejsestalden. Da mange af togene fra Hillerød førte vogne til både Græsted-Gilleleje og Helsinge, behøvede de rejsende heller ikke at skifte tog på Kagerup Station.

Til gengæld fik stationen nye opgaver som forgreningsstation, herunder ikke mindst en omfattende rangering. Det krævede ekstra personale, og derfor kom til at knibe med pladsen. Først i 1912 lykkedes det at skaffe mere plads både til ekspeditionen og hos forstanderen på første sal.

Kagerup Station havde mange rejsende til og fra Skovarbejderskolen i perioden 1948-1963. De forsvandt imidlertid, da skolen flyttede til Skovskolen i Nødebo. Der var også en del rejsende til Flyvestation Kagerup i perioden 1955-1982. Disse bygninger blev i 1996 overtaget af Luthersk Mission og omdannet til HvideKilde lejrcenter.

Kagerup Station, 2003. Foto: Peter Kalko
Kagerup Station, 2003. Foto: Peter Kalko
Christels Marotts bikinipige dukkede op i reklamer for Gribskovbanens badetog i 1953.
Christels Marotts bikinipige dukkede op i reklamer for Gribskovbanens badetog i 1953. Foto: Jernbanearkivalier.dk.

VIDSTE DU...

–  at Gribskovbanen annoncerede for deres gennemgående badetog i de københavnske biografer via Dansk Biograf Reklame? Bikinipigen, som var tegnet af Christel – pseudonym for Christel Andrée Julie Louise Brián Schwarck, gift Marott (1919-1992), var naturligvis blikfang.

 

Stationsforstander Kristian Kristensen står på perronen ved Kagerup Station sammen med sin søn Hans-Kristian, ca. 1935. Foto: Gribskov Arkiv, ukendt fotograf.
Foto: Arkiv Dansk Jernbane-Klub
Notits fra den 6. juli 1944 om indsættelse af gennemgående vogne fra Tisvildeleje og Gilleleje. Foto: Arkiv Dansk Jernbane-Klub