Tibirke Trinbræt
Banen havde oprindelig anlagt et trinbræt ved navn »Tibirke« ved Vejbyvej – det er vejen mellem Tisvilde By og Vejby. Trinbrættet skulle betjene beboerne i landsbyerne Tibirke og Tisvilde. Det viste sig imidlertid hurtigt, at det kun blev benyttet af meget få rejsende. Plum og Viinholt-Nielsen angiver 2.500 rejsende i alt for de første ti måneder. Egnens beboere foreslog, at man erstattede Tibirke Trinbræt med to nye holdepladser, et ved Holløse Gade og et lige oven for Tisvilde By – det, som blev til Godhavn Trinbræt. Gribskovbanens driftsbestyrer, Gunnar Thage, accepterede forslaget, så Tibirke Trinbræt blev nedlagt allerede ti måneder efter åbningen.
Venteskuret
Trinbrættet blev opkaldt efter den lille landsby Holløse, der ligger cirka 700 m syd for banen. De lokale beboere måtte for egen regning opføre et venteskur af træ. Det stod færdigt i december 1925. Bygningen blev først renoveret i slutningen af 1970'erne, hvor dens udseende blev ændret en smule (det fik fladt tag). I forbindelse med en modernisering i 2001 blev der anlagt en flisebelagt perron og opsat et nyt venteskur.
Holløse Trinbræt, 1985. Foto: Gribskov Arkiv, ukendt fotograf.
Godstransporterne
Banen anlagde også et sidespor ved Holløse Trinbræt. Plum og Viinholt-Nielsen skriver, at dette sidespor blev flittigt benyttet af købmand N. P. Kristiansen fra Holløse Købmandshandel. Han fik i gennemsnit tre vognladninger foderstoffer om ugen. Ølhandler Peter Bodilsen på det lokale Carlsbergdepot modtog i sommermånederne to vognladninger øl og vand om ugen. Med tiden overtog lastbilerne dog det meste af denne trafik. Under anden verdenskrig blev sporet igen benyttet i stor stil. Plum og Viinholt-Nielsen skriver, at Holløse Trinbræt i 1938-1939 have seks ton afgående og 14 ton ankommende gods; det steg til 1.263 ton afgående og 84 ton ankommende gods i 1942-1943. Efter krigen forsvandt transporterne, og i 1958 sporet blev fjernet.
Arbejdstog med personale på Tisvildebanen, ca. 1920. Lokomotivet er GDS 4, og forreste vogn er en af banens QA-vogne. Foto: Gribskov Arkiv, ukendt fotograf.
Passagertallet
På trods af sin begrænsede størrelse har Holløse stort set altid haft rimeligt høje passagertal. I 1925-1926 var der over 3.000 rejsende til og fra Holløse. I 1938-1939 steg tallet til 6.800, og herfra tog det fart. I 1980 medbragte toget 35.000 rejsende til og fra området, og i 2005 var man oppe på 45.000 rejser.
Holløse Trinbræt i 1990'erne. Y-toget mod Hillerød ankommer, sandsynligvis anført af en styrevogn, litra Ys. Foto: Stig Rex Olkjær.
Inden for de seneste år er Holløse vokset mod vest. Et nyt, moderne villakvarter har lukket hullet til Tisvilde By på nordsiden af Tibirkebro.
Kilde: »Gribskovbanen«, skrevet af Ole-Chr. M. Plum og Lars Viinholt-Nielsen, Dansk Jernbane-Klub, 2009.