DA: Uret viste 20.34, da der fra radioen lød en helt særlig meddelelse: ”Montgomery meddeler at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland, og i Danmark har overgivet sig”. Kapitulationen trådte i kraft fra d. 5. maj 1945 kl. 8.
Hans Ulrik, f. 1937 (f. København, bor nu i Helsinge)
”[Frihedsbudskabet] blev jo spillet dag og nat, mange gange i den tid. Og det var jo bare skønt at høre.”
Per Christensen Strandborg fortæller om Befrielsen 4. maj i Gilleleje:
"Fredsbudskabet oplevede jeg fra min cykelsadel ved Vandværksvejs udmunding i Vesterbrogade. Med et slag sprang vinduerne op på vid gab og annonceringen af de tyske troppers kapitulation spredtes i den lune forsommeraften. Jeg spurtede ned i byen. Der var et virvar af mennesker foran Badehotellet. Folk løb hid og did, som havde man stukket en spadserestok i en myretue. Ved hotellets veranda, den senere Kanalkro, lagde jeg især mærke til et par tyske drenge, blot et par år ældre end mig selv. De stod med vantro øjne og tynde knæ i de korte bukser, og så på os danskere og vores reaktion på virkeliggørelsen af fem års håb og venten. Hvilke tanker er der mon gået gennem deres tætklippede hoveder, de der via Hitlerjugend var opdraget til bevidstheden om det tyske folks overlegenhed? Optaget som jeg var, stødte jeg ind i en yngre kvindelig cyklist lige ud for den gamle rejsestald. Begge vores forhjul krøllede sammen, og min festrus fordampede med et! Damen trak sin cykel fri af in og sendte mig et stort smil og udbrød: ”Pyt med et sølle hjul på sådan en pragtfuld aften. Nu kan vi snart købe alle de cykler, vi vil!!” Jeg gik hjem ad Svend Henriksensvej, slæbende på min invaliderede jernhest. Medens jeg langsomt nærmede mig ”Strandborg”, bemærkede jeg til min forundring, at der var flere som satte små stearinlys i deres vindueskarm. Ja – i næsten alle vinduer stod der to/tre eller flere små flammer som lyste op i tusmørket. Hjemme var lyset tændt i køkkenvinduet, intet sort gardin lod gårdspladsen ligge hen i mørke. Jeg huskede med et, hvordan det havde været før krigen – Fem år? Det føltes som et helt liv. Inde havde mor travlt med at flytte potteplanter og finde stager frem. Snart var hele havefacadens vinduer fyldte med levende lys. ”Er det en slags aftalt spil?” spurgte jeg forundret mine forældre. Mor smilte og tog mig om hovedet med begge hænder og udbrød glad: ”Lad os bare sige, at det måske er det, man forstår som folkets sjæl, Per”.