Onsdag den 13. august 1958. Udenfor rasede et frygteligt uvejr, og Smidstrup Central var den eneste telefoncentral i miles omkreds, der endnu ikke var lukket pga. tordenvejret. Centralbestyrer Harry Nielsen og hustruen Inger havde travlt med at viderestille de mange opkald, der løb ind. Det allervigtigste var at få forbindelse til Zonen i Helsinge. Kattegatsgården i Strand Esbønderup stod i flammer, og centralen var gårdens bedste livline for at tilkalde hjælp.
Dette er fortællingen om én af de mange telefoncentraler i det gamle Gribskov, der samlede lokalsamfundet før mobiltelefonen og internettet var opfundet. At tilkalde hjælp i forbindelse med ildebrand var bare én af mange vigtige opgaver for den lille central.
37 telefonabonnenter
Harry Nielsen var blot 23 år gammel, da han overtog tjansen som centralbestyrer i 1928. På trods af sin unge alder var han ganske erfaren og drev købmandshandlen i Alme sideløbende med bestyrerjobbet. Dengang hed telefoncentralen Hågendrup Central og havde blot 37 abonnenter, som kunne ringe mellem kl. 7-20 på hverdage og kl. 8-16 om søndagen. Jobbet var alligevel et døgnarbejde, for det var muligt at få betjening alle døgnets 24 timer – mod ekstra betaling selvfølgelig. I Harry og Ingers soveværelse var der opsat en alarmklokke, så betjeningen kunne tilkaldes om natten.
Må jeg få nummer 17
På landet var det normalt, at centralbordet var placeret i bestyrerens bolig. Via et omstillingsbord på centralen satte Harry og Inger abonnenterne i forbindelse med hinanden. Det foregik på den måde, at abonnenterne ringede op til centralen og bad om det ønskede nummer. Herefter ringede centralen det ønskede nummer op - og satte de to i forbindelse med hinanden. Når samtalen var slut, skulle man “ringe af” så forbindelsen kunne afsluttes ved centralbordet. Harry og Inger registrerede samtaletiden, der blev skrevet på en løbende regning hos den abonnent, der havde ringet op. Centralpersonalet måtte naturligvis ikke følge med i samtalerne, men de skulle dog bryde ind i samtalerne og melde, hver gang der var gået tre minutter.
Sommergæster ringer hjem
Allerede i 1930’erne begyndte de første sommerhusgæster på Smidstrup Strand at få installeret telefon. Uden telefon måtte de udenlandske turister bestilte samtaler til nære og kære i udlandet fra telefonbokse eller hos købmanden. Det var en prøvelse for centralens personale i Smidstrup. Man skulle vente på, at turisterne havde fodret automaten med tilpas mange 10 ører, før man kunne stille opkaldet igennem. Imens var det ikke muligt at besvare andre opkald, så det gav stor kø og travlhed på den lille central. Som et alternativ besøgte en del sommergæster i stedet centralen, som havde et særligt boksrum, hvorfra de kunne føre samtaler mod betaling.
De sidste propper
Med tiden voksede abonnent-antallet betydeligt. I 1953 var antallet ca. 200 abonnenter, og i slutningen af 1964 nåede centralen over 300 abonnenter. Det betød, at den fik en fast personalestab, som foruden Harry Nielsen bestod af fire telefonistinder, to nattevagter og to vikarer. Efter den nye ordning sad Harry ikke længere ved ekspeditionen, men tog sig af vagtplanlægning og de administrative opgaver.
Som den sidste central i Græsted-Gilleleje kommune blev Smidstrup Central fuldautomatisk den 9. november 1971. Præcis kl. 8.00 trak Harry Nielsen de sidste propper ud af det manuelt betjente omstillingsbord, der samtidig afsluttede hans arbejde for KTAS gennem 44 år.
Kilde: Bent Willemoes’ erindringer, søn af Harry og Inger Nielsen