Af Astrid Lystbæk Andersen
En varm efterårsdag i 1943 steg frihedskæmper Poul Larsen på cyklen i Hornbæk. Under blusen bankede hjertet hurtigere end normalt. I tasken lå flere hundrede eksemplarer af ”Frit Danmark”, som Hornbæk-gruppen havde fået i ly af mørket. Opgaven var at få bladene sikkert til Søstjernens hovedkvarter i Gilleleje, og det store ansvar vejede tungt på Pouls skuldre. Langsomt satte han cyklen i bevægelse. Turen gik i roligt tempo med blikket rettet stift på vejen for ikke at vække for meget opsigt. Heller ikke denne gang blev han taget af Gestapo.
Tiden efter den 29. august 1943
”Frit Danmark” var bare én af flere illegale blade, der blev delt rundt i Gilleleje og omegn. De illegale blade kom som en reaktion imod den kraftige censur, der var under 2. verdenskrig. Dengang blev de vigtigste nyheder bragt i avisen, så på den måde kunne besættelsesmagten og folketingets største partier kontrollere, hvad danskerne skulle vide om krigen i Europa. Ingen kritisk journalistik var mulig i de store, landsdækkende aviser. Men dette billede ændrede sig efter den 29. august 1943, hvor den danske regering, Rigsdagen og kongemagten fik frataget deres magt. Den tyske besættelsesmagt indførte militær undtagelsestilstand, og så opstod behovet for et illegalt pressekorps.
Postbuddet går i aktion
Tiden med cykelture til og fra Hornbæk varede kun et par måneder, for Poul Larsen og kammeraterne fra modstandsgruppen Søstjernen følte, det blev for farligt. I stedet fik de i starten af 1944 hjælp fra de lokale postbude, der efter Poul Larsens udsagn ”var dygtige til at lukke øjnene og munden”. Dog var det stadig en stor opgave at få bladene i kuverter, tilføjet navn og eventuel adresse og ikke mindst skaffet penge til forsendelsen. Men arbejdet var det hele værd, for gevinsten var at give lokalbefolkningen et indblik i de faktiske forhold og begivenheder under krigen. Og ikke mindst var de illegale blade en torn i øjet for den tyske besættelsesmagt.
Gillelejefiskere i nettet
”Studenternes Efterretningstjeneste” var et andet illegalt blad, der nåede Gilleleje. Den 27. marts 1944 kunne folk her læse historien om to Gillelejefiskere, der var blevet arresteret – mistænkt for at stjæle benzintromler fra to forliste tyske fragtskibe i Kattegat. Det var netop den type historier, som den illegale presse skrev om. De rapporterede også om Christiansborg, beretninger fra frontlinjen og ikke mindst de lokale historier om modstandsbevægelsens arbejde. De ucensurerede blade betød en brat opvågning for mange. For nu kunne de eksempelvis læse om naboens datter, der var blevet set med en tysk soldat. Eller den lokale unge bagersvend, der alt for gerne solgte brød til den tyske værnemagt.
”Læs og giv videre”
De illegale blade blev duplikatortrykt i dybeste hemmelighed. Bladets hovedredaktion sendte kopier til de lokale grupper som Hornbækgruppen, der havde indrettet et loftsrum eller en kælder til et ”trykkeri”. Med gennemslagspapir var det muligt at trykke kopier i flere hundrede eksemplarer. I begyndelsen var oplagene små, så bladene blev delt rundt efter princippet ”Læs og giv videre”.
Poul Larsen og de andre frihedskæmpere satte udbringningen i system i Gilleleje og lokalbefolkningen i Græsted, Blistrup, Smidstrup, Rågeleje og Dronningmølle kunne nu også læse den tids eneste frie nyhedsaviser – ucensureret og barsk, som virkeligheden var i en krigstid.
Kilde: C. Asschenfeldt Frederiksens artikel ”Det illegale Gilleleje” i Fra det gamle Gilleleje, 1947